Video : Tipsbladet
Landshold

England gav Spanien første hjemmebanenederlag i 15 år

For første gang siden 2003 tabte Spanien en betydende kamp på hjemmebane, da de mandag aften tabte til England.

For første gang siden de tabte til Grækenland i EM-kvalifikationen i 2003, løb Spanien ind i et hjemmebanenederlag i en betydende kamp, da de mandag aften tog imod England i Nations League.

De engelske stjerner kørte nemlig spanierne over og vandt med 3-2 i en dramatisk kamp. 

Efter en livlig start kunne England bringe sig foran efter et kvarter. Marcus Rashford blev sendt dybt af Harry Kane, og den unge angriber spillede bolden på tværs til Raheem Sterling, som sikkert bragede bolden forbi David de Gea i Spanien-målet. 

Spanien kom bedre med efterfølgende, men manglende skarpheden. Det gjorde England imidlertid ikke. Efter en lang bold frem af Englands målmand, Jordan Pickford, splittede Kane det spanske forsvar med en forrygende aflevering til Rashford, der i en en-mod-en-situation kunne sende bolden forbi sin Manchester United-holdkammerat i målet til 2-0.

Rashford og Sterling fortsatte med at give Spaniens forsvar problemer med deres hurtighed, og det blev også 3-0 inden pausen, da Ross Barkley sendte en aflevering ind i feltet til Kane, som spillede den til siden til Sterling. Herfra kunne Sterling let prikke bolden i et frit mål.

I anden halvleg kom Spanien dog bedre med, og både Marco Asensio og Saul kom hurtigt til skud, om end det ikke resulterede i mål.

De fik dog reduceret et kvarter inde i anden halvleg, da Dortmunds brandvarme angriber, Paco Alcacer, headede Asensios hjørnespark i nettet blot to minutter efter at han var blevet skiftet ind.

Spanierne var også tæt på at få at reduceret yderligere, da den engelske målmand, Jordan Pickford, prøvede at drible forbi Rodrigo, men fejlede. I stedet endte de to i en duel om bolden, hvor Pickford så ud til at begå straffespark, inden han clearede bolden udover baglinjen. Det dømte dommeren imidlertid ikke, og i stedet måtte spanierne tage til takke med et hjørnespark, som de ikke fik udnyttet.

De fortsatte med at holde fast i bolden og presse på, og de kom flere gange tæt på at reducere, men de måtte vente helt indtil det sidste tillægssekund. I det 97. minut kunne Sergio Ramos nemlig heade 3-2-scoringen i målet, men umiddelbart efter fløjtede dommeren af.  

Det sluttede med en 3-2-sejr til England. England har dermed fire point efter tre kampe i Liga A Gruppe 4, hvor Kroatien agerer bundprop med et point og Spanien fører med seks.