FIFA The Best: Messi stemte for første gang på Ronaldo
Foto: Getty Images
Landshold

FIFA The Best: Messi stemte for første gang på Ronaldo

Lionel Messi satte for første gang en stemme på Cristiano Ronaldo som verdens bedste fodboldspiller, da FIFA The Best-prisen mandag aften blev uddelt i London.

Luka Modric løb med titlen som årets bedste spiller ved FIFA The Best-kåringen mandag aften, efter at han også blev kåret til VM-slutrundens bedste spiller i sommer. 

Det er landstrænerne og anførerne for landsholdene i FIFA, der stemmer ved kåringen. Derfor skulle den argentinske landsholdsanfører Lionel Messi også stemme ved mandagens prisuddeling, og for første gang i sin tid som anfører, stemte den argentinske stjerne på rivalen Cristiano Ronaldo. 

Lionel Messi har siden 2011 holdt sig til at stemme på Barcelona-spillere eller argentinere. I år gav Messi dog fem point til Luka Modric, tre point til Kylian Mbappé og et enkelt point til Cristiano Ronaldo. 

Portugiseren, der også er anfører for sit land, stemte i øvrigt på de tidligere holdkammerater Raphael Varane og Luka Modric, og angrebskollegaen Antoine Griezmann. 

Cristiano Ronaldo blev nummer to ved mandagens awardshow, mens Liverpools egyptiske målmager Mohammed Salah løb med tredjepladsen.