Video : Tipsbladet
Landshold

Flyforsinkelse skyld i Wales' overtrædelse af UEFA-regler

Det walisiske landshold overtræder en af UEFA's regler på grund af en flyforsinkelse inden morgendagens opgør mod Danmark.

Det er ikke kun det danske landshold, som er udsat for problemer.

Også søndagens modstander, Wales, er ramt af problemer. Det er dog af en helt anden slags end det, der har præget det danske landshold i løbet af den seneste tid.

Ekstra Bladet rapporterer, at det walisiske landshold skulle være fløjet fra Cardiff lørdag eftermiddag, men da flyet blev ramt af en teknisk fejl, måtte afgangen udskydes.

Efter nogle timers forsinkelse lykkedes det dog for det walisiske landshold at komme i luften, men samtidig betyder det også, at der venter en længere køretur, når spillere og personale lander i Danmark.

Oprindeligt skulle Wales have landet i Århus Lufthavn, men i stedet bliver det nu i Aalborg Lufthavn, at landsholdet lander, og dermed venter der en køretur til Aarhus, hvor søndagens landskamp skal spilles.

Samtidig betyder forsinkelsen, at Wales overtræder UEFA’s regler, der foreskriver, at udeholdet skal være til stede senest 24 timer forud for kampstart.

Der er kampstart klokken 18.00 på et udsolgt stadion i Aarhus søndag aften.