Video : Tipsbladet
Landshold

Flyvende Mabil forklarer speciel jubelscene: Vil gerne hjælpe folk

FC Midtjyllands Awer Mabil scorede tirsdag sit andet mål ved AFC Asian Cup for det australske landshold og fejrede endnu engang sit mål med en bemærkelsesværdig jubelscene.

Australske Awer Mabil har taget Superligaen med storm i det forgangne efterår og med sine fem mål og ni assists i 16 kampe været stærkt medvirkende til, at FC Midtjylland er med i kampen om det danske mesterskab. 

Den 23-årige offensivspillers fine præstationer har også kastet en par udtagelser til det australske landshold af sig, og Awer Mabil har grebet den chance og trådt ind på den internationale scene med manér. 

I sine syv landskampe for "The Socceroos" har Mabil scoret fire gange - det seneste mål kom tirsdag eftermiddag, da FCM-profilen på fremragende vis trak ind fra højre og krøllede bolden over i det lange hjørne i AFC Asian Cup-gruppekampen mod Syrien. 

Det var Mabils andet mål i turneringen, og for anden gang i turneringen fejrede offensivspilleren målet med en lidt speciel jubelscene, som faste seere af Superligaen også før vil have lagt mærke til. Awer Mabil førte således begge hænder op foran ansigtet og formede dem i et tegn, sådan at man kun lige kunne se hans øjne.

@socceroos

Et opslag delt af Awer Bul Mabil (@awermabil10) den

Awer Mabil, der er født i en flygtningelejr i Kenya og tidligere er blevet hædret for sit arbejde uden for banen med at hjælpe andre børn i flygtningelejre, fortæller nu, at jubelscenen er udviklet til at hjælpe med at skabe fokus på et alvorligt samfundsproblem:

- Det er godt at fortælle den her historie, og jeg vil altid gerne hjælpe mennesker. Der er en masse mennesker, der lider af mentale problemer. Jubelscenen handler om at bringe fred til sindet og om at repræsentere mennesker, der blandt andet lider af depressioner. 

- De skal vide, at det er okay, og at de bare skal tale med nogle omkring om dem. Man skal ikke lukke munden, men tale højt om det. Det er historien bag den, fortæller FC Midtjylland-spilleren i et interview med selveste Fifa.

Australien vandt kampen over Syrien med 3-2 og dermed videre fra deres gruppe i AFC Asian Cup. 

I videoen over artiklen kan du se højdepunkterne fra FC Midtjyllands 5-0-sejr over Vejle Boldklub tidligere på efteråret, hvor Mabil scorede to mål og lavede to assists.

@fcmidtjylland

Et opslag delt af Awer Bul Mabil (@awermabil10) den