Tirsdag skal Morten Olsen på trods af fodboldkonflikten udtage en landsholdstrup til de to kommende venskabskampe.
Om lidt over en uge skal landsholdet møde USA i Aarhus, mens den anden landskamp mod Frankrig spilles i Saint-Etienne søndag den 29. marts.
Hvis konflikten ikke bliver løst, må Morten Olsen enten udtage spillerne alligevel, hvorefter de kan sige nej, eller også kan han udtage et B-hold, der kan og vil spille på landsholdet.
Det franske fodboldforbund ønsker ikke at kommentere på konflikten, men de siger alligevel, at de regner med et dansk landshold i stærkeste opstilling.
- Vi afventer svar fra den danske fodboldorganisation (DBU red.), men vi forventer, at DBU finder ud af en løsning med spillerne før deadline, siger en talskvinde fra forbundet til BT.
Hun fortæller også, at billetsalget til kampen ikke vil blive påvirket, før der kommer en officiel udmelding om konflikten.