Frederik Sørensen har fremtiden på plads: Bliver i Köln og spiller europæisk
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Landshold

Frederik Sørensen har fremtiden på plads: Bliver i Köln og spiller europæisk

Den danske forsvarsspiller Frederik Sørensen kommer ikke til at skifte klub denne sommer, selv om der skulle være interesse. Han vil blive i FC Köln og spille Europa League.

For godt et halvt år siden forlængede forsvarsspiller Frederik Sørensen sin aftale med tyske FC Köln, og det var et udtryk for, at den nykårede landsholdsspiller har fundet sig godt til rette i Tyskland, som han skiftede til for to år siden, og hvor han er blevet fast mand. 

Frederik Sørensen er i dag 25 år, og han har faktisk været en del af topfodbolden i mange år. Det er syv år siden, at han fik debut for Juventus, og i FC Köln har Frederik Sørensen fundet en klub, der passer ham.

Tilmed en klub, der i denne sæson er endt som en flot nummer fem i Bundesligaen.

Netop det faktum får også Frederik Sørensen til at udelukke alle spekulationer om, at han denne sommer skulle lure på muligheden for at skifte klub, skulle den opstå.

Sørensen har spillet godt og kan spille på både backen og i det centrale forsvar, så han er på det punkt en attraktiv spiller, selv om han på backen har begrænsninger, når han går frem i banen.

- Jeg underskrev jo en ny kontrakt i januar, og nu kommer jeg til at spille med i Europa. Det har jeg aldrig prøvet før. Det er noget nyt, og det bliver sindssygt svært det her med at spille kamp hver tredje-fjerde dag. Det er også noget, vi har talt om internt i klubben, og det er også noget, jeg gerne vil være med til, når jeg nu også har haft en andel i, at vi skal i Europa. Så det (klubskifte, red.) er slet ikke et tema, siger Frederik Sørensen til tipsbladet.dk.

Forsvarsspilleren nyder at spille fodbold og spille hver gang lige for tiden.

- Det har været et fint år for mig. Jeg kunne godt mærke, da jeg kom til Köln, at de havde en plan med mig. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville blive stamspiller, hvis jeg kunne holde mig skadesfri. Så var det op til mig selv at slå til. Og det har vist sig at være lige præcis sådan. Jeg er glad for at have spillet så mange kampe, som jeg har, og at vi så samtidig fik femtepladsen i hus med holdet er perfekt, siger han.

Frederik Sørensens udtagelse til det danske A-landshold har været længe undervejs. I 2011 var han en del af Keld Bordinggaards trup til U21-EM i Danmark, og selv om der nok skal være folk, der har tvivlet på, om det nogensinde ville ske, har Frederik Sørensen ikke skænket det mange tanker.

- Der har været skrevet meget, men jeg har ikke lagt så meget i det. Det måtte komme, når det skulle komme, og i og med at vi sidste år fik en ny træner, tænkte jeg, at det kunne være en mulighed. Men ellers har jeg ikke lagt så meget i det. For mig har det vigtige været at præstere godt på klubholdet, og så kommer de ting også, siger han.

Tirsdag kan det blive mod det land, han bor i, at han får debut, når Danmark møder Tyskland på Brøndby Stadion i en testkamp.