Video : Tipsbladet
Landshold

Frederiksen efter flot sejr: Vi kan vinde større

Niels Frederiksen var rigtig godt tilfreds med det danske U21-landsholds præstation mod Frankrig.

Takket være en scoring af Oliver Abildgaard kort inde i anden halvleg tog det danske U21-landshold en flot skalp inden sommerens EM-slutrunde, da det søndag aften blev til en sejr mod Frankrig.

Med spillere som Arsenals Matteo Guendouzi og Lyons Moussa Dembélé var det nogle stærke modstandere, som de danske spillere stod overfor, og de fik også en del rosende ord med på vejen af U21-landstræner, Niels Frederiksen.

- Vi er altid glade for at vinde. Vi kigger selvfølgelig meget på præstationen, når det er de her testkampe, og jeg synes, vi spiller en meget, meget fin kamp i dag. Jeg synes, vi spiller meget disciplineret – både med og uden bold – og bortset fra de sidste 10 minutter holder et rigtig, rigtig stærkt fransk fra en masse store chancer, og jeg synes selv, vi skaber nogen. Jeg synes faktisk godt, vi kan vinde større, sagde en meget tilfreds Niels Frederiksen til U21-landsholdets Facebookside.

I sidste uge blev det også til en 3-2-sejr mod Belgien, der også skal med til sommerens slutrunde i Italien.