Video : Tipsbladet
Landshold

Fyldte tribuner: Landskampen mod Wales er nu udsolgt

Det walisiske fodboldforbund har tændt de røde lamper. Alle 33.000 sæder til kampen mod Danmark på fredag er nu solgt.

Det seneste år til halvandet har det danske landshold spillet for fulde huse flere gange, og fredag bliver ingen undtagelse. De sidste billetter til kampen mod Wales i Cardiff er i dag blevet solgt.

Det walisiske fodboldforbund skriver på sin hjemmeside, at kampen nu er udsolgt. Kun nogle få pladser til kørestole er tilbage, lyder meldingen via Twitter.

De lidt over 33.000 tilskuere, som Cardiff City Stadium rummer, kan se frem til en vigtig Nations League-kamp. Vinder hjemmeholdet, tager det også førstepladsen i puljen og rykker dermed op i lag A, hvor Europas største fodboldnationer venter.

Vinder Danmark derimod, er landsholdet sikker på at slutte øverst i gruppen. Og ender det uafgjort, afhænger det hele af, hvordan det går i den sidste kamp mellem Danmark og Irland tirsdag i næste uge.

Seneste trupnyt er, at Wales midtstopper Chris Mepham har trukket sig med en skade. Han bliver erstattet af Kieron Freeman fra Sheffield United.