Video : Tipsbladet
Landshold

Hareide angriber tastatur-krigere: De ville aldrig selv turde sparke straffe

Den danske landstræner støtter op om Nicolai Jørgensen, der modtog mange svinere på sociale medier, fordi han misbrugte et straffespark i straffesparkskonkurrencen mod Kroatien ved VM.

Det er snart et par måneder siden, men det alligevel ikke glemt.

I baghovederne på landstrænerteamet sidder stadig, at Danmark var meget tæt på at sikre sig en billet til kvartfinalen ved VM. Men Kroatien blev endestationen, da Danmark tabte efter straffespark, og som det ofte er med konkurrencerne fra 11-meter-pletten, bliver det et spil om marginaler. Straffekonkurrencen er også den ultimative måde at afgøre en fodboldkamp på, fordi det er så nemt at udpege helte og skurke.

Men nogle tastatur-krigere tog det alt, alt for langt, da de svinede den danske angriber Nicolai Jørgensen - der misbrugte Danmarks sidste spark - til. Feyenoord-spilleren blev af flere udpeget til synder og årsag til, at Danmark ikke gik videre. Og det var på flere sociale medier som Facebook og Instagram, hvor der blandt andet var trusler.

Den danske angriber fra Feyenoord er ikke med landsholdet denne gang, fordi han er blevet skadet, men alligevel har landstræner Åge Hareide ikke glemt, hvad den 26-årige dansker blev udsat for i kølvandet på Danmarks exit. Landstræner Åge Hareide ærgrer sig over fremgangsmåden.

- Det er jo lige præcis sådan, sociale medier ikke skal være. Det er godt til mange ting, men det er helt unødvendigt over for en god dreng, der tog et stort ansvar. At skulle sparke til sidst er på mange måder hårdt, siger Åge Hareide og forklarer:

- De, der skriver det, ville aldrig selv turde tage bolden og sparke. De havde pisset i bukserne hele vejen op til straffesparkspletten. Det er det, jeg synes, er så ærgerligt: De har ingen forståelse for, hvad det er for en situation, man er i.

Jon Dahl Tomasson, assistenttræner på landsholdet, har selv prøvet på egen krop, hvordan det er at tage vigtige straffespark. I 2005 blev han indskiftet i Champions League-finalen og skulle sparke mod Liverpool. Tomasson scorede, men AC Milan tabte, da tre mand misbrugte fra 11-meter-pletten.

- Ingen i den her verden har lyst til at brænde et straffespark. Og man er selvfølgelig helt vildt skuffet over det. Det var gode sparkere med gode records. Men det er bare noget andet at sparke sådan nogle straffespark. Jeg kan ikke selv huske noget omkring mit spark fra Champions League-finalen. Jeg  kan ikke sætte ord på, hvordan jeg havde det. Ud over at jeg kan huske, at jeg var lykkelig for at score, siger Jon Dahl Tomasson.

Landstrænerteamet fortæller, at man evaluerer med landsholdsspillerne oven på slutrunden, når de møder ind. Nicolai Jørgensen må man dog vente med at tale med, da han altså ikke er med denne gang på grund af en skade.

Indtil videre har teamet har ikke talt med angriberen, fordi spillerne umiddelbart efter nederlaget tog hjem og på ferie. Det kan dog være, at Hareide slår et smut forbi Rotterdam, næste gang han tager en rundtur i Europa for at tale med landsholdsspillerne og landsholdsboblerne.