Video : Tipsbladet
Landshold

Hareide bryder tavsheden: Jeg er kun irriteret over tidspunktet

Åge Hareide kan godt acceptere, at Peter Møller har ønsket at stille sig eget landstrænerteam.

Åge Hareide har kontrakt med DBU frem til sommeren 2020, og det bliver også nordmanden, der først og fremmest skal sikre dansk EM-deltagelse og dernæst sørge for, at landsholdet gør en god figur ved slutrunden på hjemmebane.

Derefter må han dog overlade tøjlerne til Kasper Hjulmand.

DBU meddelte på et pressemøde onsdag, at den tidligere FC Nordsjælland-boss bliver ny landstræner fra 1. august 2020, og med sig tager han Morten Wieghorst, der afløser Jon Dahl Tomasson som assisterende træner.

Peter Møller, fodbolddirektør i DBU, fortalte til pressemødet, at han gerne havde set Åge Hareide være til stede, men det ønskede landstræneren dog ikke. 

Åge Hareide er dog ikke sur. Det fastslår han over for BT.

- Jeg har det fint. Det er fodboldens mekanismer. Peter Møller vil have sine folk ind, det må man acceptere. Jeg er kun irriteret over tidspunktet, siger Åge Hareide til avisen.

Åge Hareide har blot tabt tre landskampe i spidsen for Danmark. 

Tipsbladet.dk har forsøgt at få en kommentar fra Åge Hareide og Jon Dahl Tomasson, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.