Video : Tipsbladet
Landshold

Hareide efter Bendtner-anklage: Voldsdømte kan ikke spille på landsholdet

Landstræner Åge Hareide vil ikke udtale sig specifikt om Nicklas Bendtner og dennes anklage for vold, men han slår fast, at det er helt utænkeligt, at en voldsdømt kommer på landsholdet.

Samme dag som Danmark spillede holdets første Nations League-kamp mod Wales, trak Nicklas Bendtner overskrifter. Det var dog ikke for spillet på banen, for angriberen var ikke udtaget til opgøret og havnede i stedet i fokus, fordi han blev anmeldt for vold.

Spørgsmålet er så, om Bendtner kan gøre sig forhåbninger om at komme på landsholdet igen efter den seneste episode. Det spørgsmål blev manden, der bestemmer den slags, landstræner Åge Hareide, stillet efter 2-0-sejren over Wales.

Han var dog ikke meget for at melde klart ud om den specifikke sag.

- Jeg kender ikke sagen. Jeg læser ikke netsider, jeg har kun set på Wales på kampdagen, så jeg har ikke været inde over den sag. Jeg har bare hørt om det tilfældigvis. Jeg skal først have forklaret, hvad der er sket, før jeg kan sige noget som helst i forhold til landsholdet. Man skal have alle sider belyst, før man dømmer nogle. Det er jeg også nødt til her, lød det fra Åge Hareide på pressemødet efter kampen.

På et helt generelt plan slog han imidlertid fast, at hvis man er dømt for vold, kan man ikke komme på landsholdet, mens hans er landstræner.

- Nej, det vil være helt utænkeligt, hvis det skulle gå så langt, sagde Hareide.

Heller ikke i Nicklas Bendtners klub, Rosenborg, er de meget for at forholde sig til den konkrete sag, før de har talt med hovedpersonen selv.

- En eventuel hændelse med Nicklas Bendtner håndterer vi internt. Vi har set spekulationerne i dansk presse, og jeg forstår, hvorfor I kontakter os. Men jeg hverken kan eller vil kommentere på de spekulationer, sagde sportsdirektør Stig Inge Bjørnebye til BT tidligere på dagen.

30-årige Nicklas Bendtner har scoret fem mål i 18 ligakampe for Rosenborg i denne sæson.