Video : Tipsbladet
Landshold

Hareide havde helst været fri for kampen mod Kosovo

Landstræner Åge Hareide ville helst have brugt tiden op til kampen mod Schweiz på at træne, men UEFA-reglerne betyder, at der skal spilles en kamp inden.

På torsdag skal det danske landshold spille mod Kosovo i en træningskamp, men hvis det stod til landstræner Åge Hareide, så ville han helst være fri for at skulle spille kampen. I stedet ville han gerne have brugt tiden på at træne med holdet op til EM-kvalifikationskampen mod Schweiz, fortæller han om i et interview med Ekstra Bladet.

Reglerne fra UEFA dikterer dog, at man skal i aktion 21. marts, da Danmark er blandt de landshold, der kun har otte spillerunder i deres kvalifikationspulje, og derfor har man været nødt til at finde en modstander, fortæller nordmanden.

Hareide peger i den forbindelse på, at Danmark kunne have valgt Tyskland som modstander, men Hareide understreger, at det nok havde været en for hård modstander forud for opgøret mod Schweiz. 

- Derfor siger det sig selv, at vi tog et lavere rangeret hold, og vi har seks udskiftninger, så det bliver god træning for os, lyder det fra Hareide, som dermed peger på, at der er gode chancer for flere af spillerne på holdet for at få spilletid.

En af de spillere, som skulle have været i kamp var FC Københavns Robert Skov, men en skade i sidste spillerunde af Superligaens grundspil betyder, at den målfarlige offensivspiller har måtte melde afbud.

Kvalifikationskampen mod Schweiz er desuden på tirsdag i næste uge.

Men først gælder det opgøret mod Kosovo, som spilles torsdag klokken 19, og den sendes direkte på Kanal 5.