Video : Tipsbladet
Landshold

Hareide indkalder David Jensen

Landsholdet har fået en ny målmand i truppen som følge af Kasper Schmeichels karantæne mod Irland.

Da Kasper Schmeichel modtog et gult kort i fredagens Nations League-kamp mod Wales, stod det klart, at han ville blive ramt af karantæne til mandagens kamp mod Irland. Derfor har landstræner Åge Hareide fundet en ny målmand til landsholdstruppen.

Det er blevet FC Utrechts danske keeper David Jensen, som nu er blevet hentet ind på holdet. Det kunne landstræneren oplyse ved pressemødet efter sejren over Wales på 2-1.

Sandsynligheden for at David Jensen kommer i kamp på mandag er dog ikke speciel stor, da man i forvejen har både Frederik Rønnow og Jesper Hansen i truppen, hvoraf sidstnævnte er blevet hentet ind som erstatning for Jonas Lössl. 

Med Rønnow i truppen ser det derfor ud til, at det bliver Frankfurt-målmanden, der kommer til at stå mellem stængerne, når danskerne går på banen mod Irland mandag aften.

Det var endvidere ikke kun Kasper Schmeichel, der fik et gult kort, der udløser karantæne. Det samme fik Thomas Delaney, men det er endnu ikke kommet frem, hvem Åge Hareide vil hente ind på holdet i stedet for Dortmund-midtbanespilleren.

David Jensen har tidligere spillet i FC Nordsjælland, hvor det blev til lejeophold i AB og FC Fredericia, inden han i 2016 skiftede til den hollandske Æresdivisionsklub Utrecht.