Video : Tipsbladet
Landshold

Hareide: Toutouh må selv kontakte DBU

FCK-spilleren skal cleares af FIFA, før han kan spille for Danmark.

Åge Hareide udtog onsdag truppen til den kommende landskamp i Rumænien den 26. marts. En sejr er vigtig, hvis VM-drømmen skal holdes realistisk.

Iblandt de udtagede spillere er fire fra FC København - William Kvist, Peter Ankersen, Andreas Cornelius og Mathias Zanka Jørgensen. Men stod det til Hareide, så kunne der meget vel have været en femte FCK'er med. Youssef Toutouh var nemlig oppe at vende for landstræneren, men den unge FCK'er skal have clearet sine papirer med FIFA, før han kan tørne ud for det danske landshold.

- Jeg ved ikke, om jeg kan udtage ham. Det handler om nogle papirer. DBU kan ikke svare på, hvordan det ser ud. Han må selv kontakte DBU og vise, at han vil det her, sagde Hareide på dagens pressekonference.

Landstræneren vil udtage tre offensive spillere på et senere tidspunkt. Blandt dem kunne være Kasper Dolberg, der i første omgang er udeladt fra truppen.