Video : Tipsbladet
Landshold

Hareide: Vi vokser af hårde kampe

Den danske landstræner er glad for landsholdets udvikling, som kun bliver bedre af hårde kampe som ved VM og i Nations League.

Åge Hareide var rigtig godt tilfreds med sejren i Wales, som sikrer oprykning til UEFA Nations League Liga A. Dermed skal landsholdet møde nogle af Europas bedste mandskaber, og det ser landstræneren, som roser spillerne, meget frem til.

- De kender deres opgaver godt. Vi er nået længere end forventet. Spillerne vokser af hårde kampe mod stærke hold, og det har vi fået ved VM. Vi kan nu teste spillerne mod de allerbedste hold, og så bliver vores hold også bedre, siger Åge Hareide til Kanal 5.

I fraværet af landsholdsanfører Simon Kjær, skulle Hareide vælge en ny anfører. Valget stod mellem Kasper Schmeichel og Christian Eriksen, og det valg faldt på den tilbagevendte Tottenham-stjerne.

- Jeg har aldrig haft en keeper som anfører. Han er en super mand, men jeg må kommunikere med en ude på banen, og det er svært med en målmand, og derfor blev Christian Eriksen valgt. Kasper har været outstanding, og han tager meget ansvar, fortsætter den norske landstræner.

Mere overraskende var det måske, at Hareide til opgøret havde fravalgt Pione Sisto, som ellers har spillet fast under nordmanden. I stedet var Martin Braithwaite, som kvitterede med 2-0-scoringen, valgt til startopstillingen, og det var primært et taktisk valg.

- Sisto og Braithwaite er meget forskellige. Sisto kommer ind i banen, og han tager større chancer med bolden. Vi regnede med mange omstillinger mod Wales, og derfor valgte vi Martin, som spiller bredere, og dermed strækker vi Wales’ mandskab, forklarer Hareide.

Næste opgave for det danske landshold er mandag, når Irland gæster Aarhus. Flere profiler bliver enten sparet eller er i karantæne, men Hareides mandskab vil gøre deres bedste for at slutte Nations League godt af.