Video : Tipsbladet
Landshold

Hareide vil have Jon Dahl som efterfølger: Det vil være dumt ikke at tage ham

Når Åge Hareide en dag forlader posten som dansk landstræner, bør jobbet gå til hans assistent. Det mener Hareide selv. DBU vil få fremtiden med eller uden Hareide på plads i løbet af 2019.

Der er stadig næsten halvandet år, til Åge Hareides kontrakt som dansk landstræner udløber. Selv da er det ikke sikkert, at han forlader jobbet. Men hans afløser har han allerede selv udpeget.

Til Ekstra Bladet siger Hareide, at han mener, det bør være assistenten Jon Dahl Tomasson. 

- Det er helt oplagt. Ja, det vil være dumt, hvis man ikke tager ham. På et landshold handler det meget om kontinuitet. DBU ved, hvad de får, hvis de vælger Jon Dahl. Han skal ikke gennem en ny oplæringsproces for at blive landstræner. Det forholder sig helt anderledes på et klubhold. Jeg må også tilstå, at jeg er imponeret over Jons fodboldviden. Han er fantastisk engageret, dygtig analytisk og tænker fodbold på lidt samme måde som mig, siger Åge Hareide til avisen.

- Vi har diskussioner – og det skal vi have for at udvikle os. Det er nu engang sådan, at fire øjne ser bedre end to. Jeg kan bare sige, jeg aldrig havde givet ham så stort et ansvar, hvis ikke det var fordi han er dygtig.

Jon Dahl Tomasson har ikke selv lyst til at udtale sig om muligheden for at efterfølge sin chef. Men før det bliver aktuelt, skal Hareide jo også forlade posten. Spørgsmålet er så, om han gør det, når kontrakten løber ud efter EM 2020.

Over for TV2 Sport slår DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, fast, at han i løbet af i år vil finde ud af, om Hareide også skal være landstræner efter EM.

- Det skal vi vel her i løbet af 2019. Hans kontrakt udløber i sommeren 2020, men nu skal vi i gang med at spille, og så må vi se, hvordan det løber af, og så må vi tage det hen ad vejen. Vi er glade for, at Åge er her. Vi har ikke taget dialogen endnu, om hvad der skal ske efter 2020, så indtil videre glæder vi os bare til at komme i gang, siger han.

EM-kvalifikationen begynder for Danmarks vedkommende i morgen, når landsholdet møder Schweiz på udebane.