Video : Tipsbladet
Landshold

Hareide vil overraske Schweiz med stor aggressivitet

Åge Hareide har fokus på, at Danmark skal komme blæsende fra start mod Schweiz.

Tirsdag aften spiller det danske landshold en meget vigtig kamp i EM-kvalifikationen. Her venter et opgør mod det schweiziske landshold, og det er en opgave, som Åge Hareide er godt forberedt på.

Den danske landstræner har siden december sidste år set nærmere på Schweiz’ kampe, og den seneste kamp mod Georgien i lørdags er der også blevet kigget nøje på sammen med landsholdsspillerne.

De schweiziske spillere har haft to dage mindre til at komme sig oven på den seneste kamp, og det vil Åge Hareide forsøge at bruge til Danmarks fordel i tirsdagens udekamp.

- Det første kvarter kan vi overraske dem med vores friskhed og være ekstremt aggressive, når vi går ud og lægger presset alt efter, om de spiller med tre eller fire nede bagi. Vi skal variere preshøjden, fortæller Åge Hareide ifølge Vejle Amts Folkeblad.

Der er kampstart klokken 20.45 på tirsdag.