Henrik Dalsgaard vil på landsholdet
Illustration: DBU
Landshold

Henrik Dalsgaard vil på landsholdet

Henrik Dalsgaard håber, at han kan sætte sig på højreback-positionen på det danske landshold.

Henrik Dalsgaards hurtige fødder har forladt AaB, og i fremtiden skal han tørne ud for belgiske Zulte Waregem, som han skrev under med i december. Med skiftet har højrebacken fået sin drøm om at prøve kræfter med udlandet opfyldt.

Men han har også en anden drøm, han håber vil gå i opfyldelse. Nemlig debut på det danske landshold, hvor der skal spilles en ny højreback ind, efter at Lars Jacobsen er stoppet i rødt og hvidt.

- Ja, det var helt sikkert en af grundene til, at jeg skiftede til et andet land. Jeg håber, at jeg får en chance, hvis jeg gør det godt for Zulte Waregem. Men først og fremmest er mit fokus her, siger Henrik Dalsgaard til Het Laatste Nieuws.

Han fortæller, at han også havde tilbud fra den græske storklub Panathinaikos, hvor han kunne været blevet genforenet med sin tidligere holdkammerat Rasmus Thelander.

- Det (Zulte Waregem, red.) er det ideelle skridt for mig. På forhånd havde jeg en sub-top klub fra Belgien eller Holland som ønske, og Zulte Waregem passer på denne beskrivelse. Jeg går efter spilletid. Der var også et tilbud fra Panathinaikos, men Zulte Waregem var mest konkrete, fortæller højrebacken.

I Zulte Waregem er Henrik Dalsgaard blandt andre holdkammerat med landsmanden Jesper Jørgensen og FCK-lejesvenden Steve De Ridder.