Video : Tipsbladet
Landshold

Højbjerg accepterer reserverolle på landsholdet

Pierre-Emile Højbjerg vil acceptere, hvis han igen trækker nitten på det danske landshold og må se til fra bænken i de kommende landskampe.

Det er ved at være nogle år siden, at Pierre-Emile Højbjerg var fast mand på det danske landshold. Faktisk var han i en lang periode helt ude af holdet, men nu er han tilbage i varmen hos Åge Hareide.

Masser af spilletid i Southampton har givet ham muligheden for at komme tilbage på landsholdet, men her skal han ikke regne med meget spilletid.

Thomas Delaney, Lasse Schöne og Lukas Lerager står alle foran Southampton-spilleren i køen til spilletid på den centrale midtbane, og deres præstationer på landsholdet har aftvunget respekt fra Pierre-Emile Højbjerg, som derfor også kan leve med at komme til at varme bænken.

- Selvfølgelig. Resultaterne har også været der, så det er naturligt, hvordan der bliver valgt for tiden, fortæller han til B.T., mens han samtidig lufter en ambition om at være at være blandt de foretrukne spillere i fremtiden.

- Jeg tror, at det er enhver fodboldspillers drøm og mål at være blandt de foretrukne på det danske A-landshold. Det er også min drøm, siger han.

23-årige Pierre-Emile Højbjerg er noteret for 22 kampe i rødt og hvidt.