Video : Tipsbladet
Landshold

Overtidsscoring reddede lidt af æren da Danmark fik uafgjort mod Kosovo

Det blev til 2-2, da Danmark var på besøg i Kosovo torsdag aften, hvor det først var en udligning i overtiden, der sørgede for, at danskerne undgik nederlag.

Torsdag aften var der knald på i Kosovos hovedstad, Pristina, da den unge nation spillede træningskamp mod Danmark på et stadion, som blev udsolgt på bare to timer, og det var tydeligt nogle dedikerede fans, der var mødt frem.

Her blev det også til en kamp, hvor langt størstedelen af de fremmødte tilskuere måtte gå hjem med en smule ærgrelse, da det endte med 2-2 efter et endeligt udlignende mål fra danskerne i overtiden.

I det hele taget var det også en kamp, hvor det var tydeligt, at spillerne blev nærmest pisket frem af det livlige hjemmepublikum, som betød, at danskerne havde svært ved at sætte sig helt igennem på banen.

Derfor var det ikke overraskende, at det var Kosovo, der kom foran i kampen med få minutter til pausen, da Brøndbys Besar Halimi lagde et præcist indlæg via et frispark midt på danskernes banehalvdel ind til Amir Rrahmani, som først kom fri fra Andreas Christensen og siden headede bolden i mål. Dermed kom Kosovo foran med 1-0 i opgøret, selvom der muligvis var offside ved målet.

Efter pausen fortsatte danskerne med at ligne en gruppe på gyngende grund, og derfor var det ventet, at Åge Hareide ville reagere ved at sende det tunge skyts på banen i form af Simon Kjær, Christian Eriksen og Kasper Dolberg efter en times spil af kampen.

Det hjalp hurtigt, selvom det ikke var en af dem, som løftede sig op. Det var derimod Martin Braithwaite, som kæmpede hårdt for at bevise, at en af de offensive positioner på banen. Han stod for at fremtvinge et straffespark, som Eriksen vanen tro omsatte til mål, og så stod der pludselig 1-1 i opgøret.

Stillingen var dog kun sådan i tre minutter, så havde Kosovo bragt sig foran igen, da Bersant Celina fik banket bolden ind bag Kasper Schmeichel til 2-1, og sådan så det længe ud til, at det også skulle ende.

Dog havde Kasper Dolberg et godt forsøg, og Simon Kjær havde bolden over stregen, som blev annulleret korrekt for frispark. Og først efter et par baneløbere havde været forbi blandt andet Christian Eriksen blev der udlignet.

Her var det Pierre Emile Højbjerg, som kom igennem Kosovo-bagkæden og udlignede til 2-2 i første minut af overtiden.

Dermed lykkedes det også for Åge Hareides tropper at forholde sig ubesejrede i ordinær spilletid med ham som landstræner siden oktober 2016, hvor man tabte hjemme til Montenegro. På tirsdag venter en EM-kvalifikationskamp mod Schweiz for danskerne.