Video : Tipsbladet
Landshold

Interview med Hjulmand: Min første trøje på væggen var Allan Simonsens

Kasper Hjulmand havde betænkninger, men ikke mange, da han skulle sige ja til jobbet som dansk landstræner. Han glæder sig til at prøve at være chef for dansk landsholdsfodbold.

Den tidligere FC Nordsjælland-træner Kasper Hjulmand kunne vælge mellem mange forskellige job denne sommer, men i stedet for at sætte sig i trænerstolen i en udenlandsk klub, vælger han at sætte sig i det danske landstrænersæde, der bliver ledigt, når Åge Hareides kontrakt med DBU løber ud efter EM næste år.

DBU præsenterede Danmarks kommende landstræner allerede onsdag, og dermed har unionen med fodbolddirektør Peter Møller i spidsen fremtiden på plads. Hvad det så kommer til at betyde for Danmark på kort sigt, må man vente at se, for Åge Hareide har endnu ikke udtalt sig om det, der er et venligt "tak, men nej tak."

Manden, der skal afløse Åge Hareide, glæder sig og valgte udenlandske klubtilbud fra for at blive dansk landstræner om et år.

- Det betyder det meget for mig. Det andet snakker vi europæisk fodbolds større liga og en større klubscene - også mere end jeg havde forventet, kunne ske - men jeg kunne mærke, det betød meget for mig. At være dansk landstræner som dansk træner er for mig det største. Og da det blev snakket igennem, og det blev afstemt, kunne jeg mærke, at jeg skulle sige ja til det, siger Kasper Hjulmand. 

Hvordan kan man mærke det?

- Det er bare en følelse af stolthed og af ydmyhed over, at jeg på det tidspunkt vil stå op hver eneste dag, og indtil jeg går i seng hver eneste dag vil arbejde knaldhårdt for, at det går landsholdet godt, og det er en følelse, som jeg tror, kan genkendes, hvis man spørger dem, der har noget at gøre med landsholdet at gøre. Det er en æressag. Der er stolthed i at være med omkring landsholdet i det land, man er i.

Hvad er dit eget forhold til landsholdet?

- Min første trøje på væggen var Allan Simonsens. Den ene var Gladbach, den anden var landsholdet. Jeg voksede op, og landsholdet voksede jo hos mig som alle andre i 80'erne. Jeg kan tydeligt huske Italien-kampen i '81, jeg kan tydeligt huske streaken der i 80'erne. Alle os, der har været i den tid, er vokset op med landsholdet. Derfor er det en institution og et holdepunkt i ens liv.

Har der været betænkeligheder ved at tage jobbet?

- Selvfølgelig har der været det. Det er en proces, hvor man går gennem alle mulige scenarier. Er det nu det rigtige? Tidspunktet. Som fodboldhåndværker er det noget sværere - du får ganske få træninger til at skabe noget af det spil, jeg står for. Som fodboldhåndværker kommer man længere med spillet i en hverdag, men når alt kommer til alt, har jeg været træner i 21 år, og det her er også et brud på den måde at arbejde på. Og det bliver enormt spændende at udforske den måde at være træner på, og det er noget andet. Overvejelserne var jo, om matchet var der, om man vil det samme, men når det var klappet af, var det det rigtige.

Hvad tænker du om at komme ind på den her måde?

- Omstændighederne er bare, som de er. Der er én landstræner i Danmark, og det er Åge Hareide. Jeg vil gerne understrege, at jeg synes, det er det helt rigtige landstrænerpar. Der er ingen, der kan gøre det bedre end dem frem mod den fokuserede opgave, de har startet ud. Jeg skal nok få min tid, når det starter i 2020, så skal vi nok snakke meget mere sammen. Det er det helt rigtige announcement, og så ser I nok ikke så meget mere til mig det næste års tid, og det er det helt rigtige.

Hvad skal du så bruge det næste års tid til?

- Jeg skal forberede mig bedst muligt. Det er en ny måde at arbjede på. Det er sjældent, man får så lang indflyvningstid. Jeg har også hoppet fra et job til et andet på daglig basis, og der kunne man godt ønske sig lidt længere indflyvningstid. Jeg skal jo bruge det på at gøre mig tanker om, hvordan jeg vil arbejde og søge inspiration andre steder med kollegaer, jeg kender, og som har været landstrænere. Og også suge luft ind - jeg tror ikke, det gør ikke noget, man en gang imellem er lidt væk fra det og gør nogle ting, man normalt ikke gør, når man er inde i tunnellen. Så jeg kommer så langt som muligt med den måde, jeg vil gøre det på. Så jeg kommer frisk og afklaret.

Hvordan har I behandlet det scenarie, hvis Hareide finder ud af, at han ikke vil fortsætte til 2020? 

- Det kan jeg ikke forestille mig. Det har vi ikke snakket om. Jeg er helt sikker på, det er det eneste rigtige at have de landstrænere, der er, og jeg kan ikke forestille mig, at det bliver et scenarie. Det er en fantastisk mulighed for spillere og trænere at gå gennem en kvalifikation i Parken og stå med en mulighed for at lave resultater der med en god gruppe, så nej, det har jeg ikke tænkt på et sekund, slutter Danmarks kommende landstræner.