Video : Tipsbladet
Landshold

Jacob Bruun Larsen vil have A-landsholdsdebut og spille U21-EM

Jacob Bruun Larsen vil med til U21-EM næste sommer, men første mål er debut på A-landsholdet.

Jacob Bruun Larsen har haft en forrygende sæson for storklubben Borussia Dortmund indtil videre, og han var også flyvende i den røde trøje i den netop overståede landskampspause, hvor han var med U21-landsholdet, der sikrede sig deltagelse ved EM næste sommer.

Mod Polen noterede 20-årige Jacob Bruun Larsen sig for en assist, mens han selv kom på måltavlen tirsdag aften i 3-0-sejren over Færøerne. Nu har Dortmund-kometen sat sig nye mål for landsholdet.

- En U21-slutrunde er noget, jeg meget gerne vil deltage i. Jeg håber da på, at jeg får debut på A-landsholdet inden, men det låser mig jo ikke i forhold til at deltage i en U21-slutrunde. Jeg håber, jeg kommer med, siger Jacob Bruun Larsen til Ekstra Bladet.

Om en måneds tid har A-landsholdet to Nations League-kampe i programmet, når Åge Hareides mandskab først møder Wales i Cardiff og slutter af med en hjemmekamp mod Irland i Aarhus.