Video : Tipsbladet
Landshold

Jon Dahl forlænger med DBU: Fortsætter som Hareides assistent

Assistenttræneren for landsholdet, Jon Dahl Tomasson, fortsætter på posten til 2020. Det er lige så længe som chefen Åge Hareide.

I efteråret valgte DBU og Åge Hareide at fortsætte samarbejdet, så det strækker sig til 2020 og en eventuel EM-slutrunde. Nu står det klart, at landstræneren i den periode skal blive ved at arbejde sammen med Jon Dahl Tomasson.

DBU har netop offentliggjort, at assistenttræneren har forlænget sin kontrakt med forbundet, så den ligeledes løber til 2020. Den gamle aftale stod til at udløbe til sommer efter VM, og forlængelsen glæder hovedpersonen.

- Det at arbejde med store kampe og med Danmarks bedste spillere er et utroligt privilegium og et spændende arbejde, som jeg meget gerne vil fortsætte med. Jeg synes, vi har en både homogen og talentfuld trup, som vi også har fået vist i den seneste VM-kvalifikation. Jeg vil meget gerne være med til efter VM at bygge videre på holdets potentiale og den positive VM-kvalifikation, siger Jon Dahl til dbu.dk.

Tomasson fremhæver selv det fine samarbejde med Hareide som en anden årsag til, at han har valgt at blive i jobbet, og de to får rig mulighed for at se hinanden i 2018. Foruden sommerens VM bruger de en stor del af foråret på at rejse rundt og besøge danske landsholdsspillere i udlandet.

- Vi har gennem vores samarbejde i den seneste kvalifikation fået opbygget et rigtig godt samarbejde, hvor vi er gode til både at lytte og sparre med hinanden. Selv om Åge selvfølgelig er hovedansvarlig, så indebærer min rolle på landsholdet både indflydelse og masser af ansvar, og det har naturligvis også været med til at gøre mit arbejde ekstra spændende, siger Jon Dahl Tomasson.

Til EM i 2020 lægger Parken græs til en række, og det når assistenttræneren altså at få med, hvis han fuldfører sin nye kontrakt.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.