Video : Tipsbladet
Landshold

Jon Dahl Tomasson om Gibraltar: Det er ikke super højt niveau

Jon Dahl Tomasson har respekt for Gibraltar, selv om det uden tvivl er gruppens svageste modstander.

Der bør vente det danske landshold tre stensikre point, når de rød-hvide den 5. september møder lilleputterne fra Gibraltar på udebane.

Nationen med kun 34.500 indbyggere er den klart svageste i Danmarks pulje, og de første tre kampe har da også kastet tre nederlag af sig, uden at Gibraltar har formået at komme på måltavlen.

Helt uden evner er miniputnationen dog ikke. I sin korte levetid har Gibraltar formået at vinde fire kampe - venskabskampe mod Malta og Letland samt Nations League-opgør mod Armenien og Liechtenstein. 

Derfor har assisterende landstræner Jon Dahl Tomasson også en sund respekt for gruppens svageste modstander.

- Jeg vil aldrig sige, at en modstander er dårlig, men det er en anderledes kamp. Det er jo ikke løgn, at flyene lander og letter lige i stadionets baghave. Det lyder helt tosset, men det er tilfældet, og det hele er lidt mere primitivt. Det er noget, vi skal håndtere og vende om til noget positivt, siger Jon Dahl Tomasson og tilføjer:

- Vi skal derfra med en sejr, flere mål og styrket selvtillid. Det har vi fokus på, så det bliver en mental kamp i den forstand, at spillerne ikke er vant til det. Derfor skal det være en rigtig god dag på kontoret, hvor vi forbedrer vores udgangspunkt.

- Vi skal have scoret nogle mål, for det kan godt vise sig at blive vigtigt på den lange bane. 

Hvad er Gibraltars niveau? Svarer det til Danmarksserien?

- Det er svært at svare på. Det er selvfølgelig ikke et super højt niveau, det siger sig selv, siger Tomasson.

Da den danske landsholdstrup til opgøret mod Gibraltar og Georigen tre dage senere blev offentliggjort mandag, var det Jon Dahl Tomasson, der var til stede på pressemødet. Åge Hareide er blevet opereret i knæet og er blevet rådet af sin læge til at holde sig i ro. Jon Dahl Tomasson fastslår imidlertid, at det stadig er planen, at Hareide styrer de danske tropper i de kommende landskampe.