Video : Tipsbladet
Landshold

Jon Dahl udtager målmand fra tredjebedste engelske række til landsholdet

Daniel Iversen fra engelske Rotherham er blevet udtaget til A-landsholdet, da Frederik Rønnow er blevet ramt af rygproblemer.

Eintracht Frankfurt-målmanden Frederik Rønnow blev indkaldt til det danske a-landshold torsdag i sidste uge, men som følge af problemer med ryggen er han vendt tilbage til Tyskland igen.

Derfor har den vikariende landstræner Jon Dahl Tomasson indkaldt den 22-årige målmand Daniel Iversen til truppen, som ekstra backup til en gruppe, der i forvejen har både Leicesters Kasper Schmeichel og FC Midtjylland-keeperen Jesper Hansen.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union på twitter.

Det er ikke uvant for Daniel Iversen at trække i DBU-træningssættet, da han tidligere har været fast førstemålmand for U21-landsholdet, som han også var med til EM i Italien denne sommer.

Til daglig optræder Daniel Iversen for for engelske Rotherham, som hører til i den tredjebedste række.

Danmark møder torsdag Gibraltar på udebane i EM-kvalifikationen, og dernæst skal de danske drenge videre til Georgien, som de møder søndag. Danmark har efter tre kampe fem point i puljen efter opgør mod Schweiz, Irland og Georgien.