Richard Møller Nielsen var lige så overrasket som alle andre fodboldentusiaster, men for ham var resultatet en stor gave. Dels mistede Østrig to kalkulerede point i topstriden, dels ville det nu være lettere at sætte landsholdet op mod færingerne i det første lokalopgør nogensinde inden for det danske rigsfællesskab med vigtige points på spil.
Dette opgør fandt sted på den tiende måneds tiende dag, og Richard Møller Nielsen ville, modsat sin østrigske kollega, Hickersberger, ikke kaste sig ud i gætterier før kampen:
”Intet andet end en dansk sejr tæller. Det drejer sig om at få to point. Men det er ligegyldigt, hvor stor sejren bliver. Jeg vil ikke presse mine spillere ved at kræve en kæmpesejr,” sagde han på pressemødet.
Michael Laudrup var imidlertid mere direkte og sagde, der burde være så stor forskel på et hold af fuldtidsprofessionelle danskere og et færøsk hold med et niveau som et dansk 3. divisionsmandskab, at kampen burde ende med mindst 6-0. Laudrups intention var formentlig at rykke overliggeren for forventninger til holdet, for i sidste ende kunne målscoren blive afgørende for, hvilket hold der kvalificerede sig til EM.
Taktikken var at sætte færingerne under pres og erobre bolden i alle zoner for så at spille lynhurtigt frem mod det færøske mål med førstegangsafleveringer. Den danske indledning var da også meget bedre end østrigernes, og da Michael Laudrup scorede til 1-0 allerede efter ni minutter, regnede de fleste med at skulle overvære en dansk målfest. Men gæsterne bed heroisk fra sig, og midt i første halvleg udlignede 18-årige Allan Mørkøre efter et par graverende fejl i hjemmeholdets forsvar.
Målet fik danskerne til at øge presset, men spillet blev for febrilsk, og for meget gik på tværs af banen. Lars Elstrup skabte lidt ro med et mål kort før pausen, og da den glimrende spillende Michael Laudrup øgede straks efter pausen, steg volumen på tilskuerpladserne. Men stadig blev fløjene forsømte, og intet ville rigtigt lykkes for individualisterne Flemming Povlsen og Brian Laudrup. Først da Brøndby-spilleren Erik Rasmussen, med et kvarter tilbage af kampen, erstattede Elstrup, kom der balance i angrebsspillet. Et mål i overtiden af Povlsen gav slutresultatet 4-1, men nogen prangende indsats var der ikke tale om.
En enig presse gav da også på stedet dumpekarakterer til Kent Nielsen, John Sivebæk, Jan Bartram, Brian Laudrup, Flemming Povlsen og Lars Elstrup, mens kun Jan Heintze og Michael Laudrup fik rosende omtale. Alligevel fremhævede Richard Møller Nielsen efter kampen Kent Nielsen, Sivebæk, Povlsen og Brian Laudrup for gode indsatser, mens Michael Laudrup efter trænerens mening skulle have deltaget mere i spillet, og Jan Heintze havde da spillet bedre kampe!
Landstræneren forsøgte med sin vurdering at skabe balance i spillertruppen, men dels kom han til at virke direkte utroværdig, dels satte han sig selv over en enig presse, hvilket var uklogt. Journalisterne begyndte nemlig herefter at tæppebombe spillerne med spørgsmål om, hvorvidt de var enige i trænerens vurderinger, og hurtigt blev de første, udglattende svar erstattet af direkte spørgsmål om holdningen til Møller Nielsens taktiske dispositioner og mandskabspleje. De trængte spilleres reaktion på den skuffende kamp mod Færøerne endte i avisernes versioner som en offentlig kritik af landstræneren, og før næstes uges kvalifikationskamp ude mod Nordirland, opfordrede Lars Olsen angiveligt til et spillermøde. Anføreren ønskede ifølge pressen at få koordineret spillernes udtalelser, så der ikke slap noget ud om modstridende taktiske holdninger mellem spillere og træner.
Selv mente anføreren, at han var blevet overfortolket:
”Jeg svarede på et spørgsmål, at hvis der var interne uoverensstemmelser, så kunne det da være oplagt at sætte sig ned og få dem talt ud. Mere var der ikke i det,” lød det fra Lars Olsen.
Pressen optrappede imidlertid konflikten ved at slå fast, at samarbejdet mellem Richard Møller Nielsen og DBU’s informationschef, Frits Ahlstrøm, heller ikke fungerede og konkluderede, at uroen i kulisserne åbenbart forplantede sig til spillet på banen.
DBU’s formand, Hans Erik Jensen, forsvarede træneren og henviste til, at de seneste fire kampe alle var vundet, men som Berlingske Tidendes sportsredaktør, Jens-Carl Christensen, noterede:
”Nøjes man med at registrere de nøgne tal, har ’Ricardo’ stort set gjort, hvad han er købt og betalt for. Analyserer man derimod spillets kvalitet og effektivitet i de enkelte kampe, kan man kun være rigtigt tilfreds med den flotte 1. halvleg mod England på Wembley. Kampen mod nordirerne skal meget gerne vindes. Og det sker lettest med et hold i harmoni, og med en motiveret spillerflok, som står last og brast med sin træner og det, som HAN står for.”
På pressemødet før kampen i Belfast udtalte Richard Møller Nielsen, at der hverken havde været eller var grund til krisemøde mellem ham og spillerne.
”Men vi har taget en fornuftig snak om tingene over maden,” sagde træneren og gled herpå behændigt uden om alle kritiske spørgsmål i forhold til spillernes udtalelser. Til gengæld slog han fast, at han frabad sig at blive fejlciteret i medierne for fremtiden, og så beklagede han i øvrigt, at han talte ”fynsk og ikke synderligt godt dansk”.
Helt godt var hierarkiet på holdet imidlertid ikke. Lars Elstrup fortæller i sin senere bog ’Fra indersiden’ om den første tid med Richard Møller Nielsen, at der hurtigt skete et markant skift i magtstrukturen. Mens der under Sepp Piontek ingen tvivl var om, at træneren var styrmand, var der nu spillere som brødrene Laudrup og ikke mindst Peter Schmeichel, der brød det naturlige hierarki og ikke holdt sig tilbage fra at fortælle pressen, hvordan taktikken burde være.
”’Ricardo’ var da lidt en sær snegl, både i måden han lavede træningen på, og på den måde, han kommunikerede med pressen på. Man kunne godt få det indtryk, at der manglede lidt respekt omkring ham,” vurderer Elstrup.
Den manglende respekt viste sig ikke mindst under træningen, hvor Richard Møller Nielsen også forsøgte at harmonisere truppen ved at lave miniputøvelser som ’Gris’, hvor spillerne i små grupper skulle konkurrere om at holde bolden i luften med sodavand som belønning til de bedste. Når Michael Laudrup af pressen blev spurgt, hvordan det var at komme fra Johan Cruyffs krævende træning i Barcelona til en omgang ’Gris’ under Møller Nielsen, kunne den danske stjerne næsten ikke svare meget mere diplomatisk end, at ”det er da lidt mærkeligt.”
Jan Mølby kunne heller ikke helt forstå, hvorfor landstræneren fortsat slæbte rundt på bolde, veste og kegler, når han nu ikke længere var assistenttræner. På den måde gjorde Møller Nielsen i hans øjne ikke selv noget for at markere sig som den nye leder. Flere år senere så Jan Mølby tilbage på sin korte landsholdskarriere under Richard Møller Nielsen i bogen ’Drengene fra Wembley’.
”Vi mødtes to gange i Odense, Richard og jeg. ’Vil du spille sweeper,’ spurgte han. Jeg sagde, at jeg mere så mig selv som midtbanespiller. Den ene gang hørte jeg aldrig fra ham igen. En anden gang dukkede han op på Anfield efter en kamp mod Everton. ’Der står en dansker udenfor, han vil tale med dig,’ sagde de. Det gjorde der så tit, og jeg var lige i bad. Da jeg kom ud, var der ikke nogen. Næste dag skrev aviserne, at jeg havde ladet Richard stå ude i regnen. Det var skuffende. Jeg tror godt, at Richard ved, at det ikke skete sådan. Havde jeg vidst, at han var der, havde jeg sørget for, at han var kommet ind. Han kom igen i 1994. Klubben tog sig virkelig godt af ham. Han var blandt andet med i The Bootroom (Liverpools berømte materialerum, red.), hvor han fik en whisky. Senere fulgte jeg ham til hotellet, hvor vi drak en øl sammen. Jeg kan godt lide Richard, men vi passede bare ikke sammen. Jeg så fodbold fremadrettet og var en tænkende spiller,” fortæller Mølby i bogen fra 2008.
Hele landet fulgte med i landsholdets krise i begyndelsen af halvfemserne, heriblandt også forfatteren Bjarne Reuter, der i Ekstra Bladet blandt andet skrev dette indlæg før kvalifikationskampen i Belfast:
”I dag skal nationens stolthed atter blottes, idet de elleve rød-hvide skal i kamp mod Nordirland, og landet ligger igen stille, mens vi tænderskærende overlader vor identitet, vor stolthed og kulturarv til brødrene Laudrup, der muligvis vil finde motivationen, til Flemming Povlsen, der slet ikke kan finde melodien, til Lars Olsen, som overhovedet ikke burde være anfører, til John Sivebæk, der egner sig bedre til midtjysk trikotage, og Richard Møller Nielsen, som ingen nogensinde har troet 9,15 meter på og som behersker den taktiske side af sagen med lige så stor snilde, som hans forgænger udtrykte sig udi det danske sprog.
Det er kendt af enhver fodboldidiot, at dansk klubfodbold trækkes med et lederproblem. Det gælder som bekendt også i DBU, hvor man nu har overladt trænerjobbet til aben, efter at lirekassemanden stak til Tyrkiet for at få gratis telefon. Fremover lægges taktikken i spillertunnelen af stjernen fra Barcelona og hans gode ven fra Liverpool, hvis han ikke har ondt i ryggen eller tømmermænd.
Og når kampen er forbi, og vi har tabt, spillet uafgjort eller vundet, sætter hele den danske sportspresse sig omkring bordet med skummetmælk og afventer landstrænerens vurdering, der er lige så mystisk, som den er beskæmmende.
Der er kort sagt hverken hoved eller hale på skidtet, men aviserne skal sælges, og omsætningen skal holdes ved lige, koste hvad det vil, så vi vil igen i morgen se en livstræt Michael Laudrup på forsiderne, en ærlig, men bitter Lars Olsen, bøjet i neon, og en dr.phil. i fodbold, Preben Elkjær vride sig i stolen, når han skal forklare, hvorfor det ikke gik, som det skulle.
Men måske burde vi tage ved lære af Færøerne og tage det hele med et gran salt – kort sagt vende tilbage til lykken ved det smalle nederlag, til euforien over at have klaret sig bedre end forventet og så ellers se frem til kampene mod Luxembourg, Albanien, Estland og Den mongolske Folkerepublik.
Eller man ku' tage konsekvensen og rydde bulen og lukke den pensionistforening, der kalder sig DBU.”
Richard Møller Nielsen var i pressen også blevet kritiseret for på forhånd at være tilfreds med uafgjort, idet hans formel om ét point på udebane og to point hjemme i København næsten gav garanti for at slutte på puljens førsteplads. Uheldigvis havde jugoslaverne i så fald et forspring på papiret, for de stærke østeuropæere havde i deres hidtil eneste gruppekamp vundet ude over netop Nordirland.
Danskerne startede godt i Belfast, og i det første kvarter var den tekniske overlegenhed tydelig. Jan Bartram bragte efter 11 minutter holdet foran på et straffespark, der var blevet begået mod Brian Laudrup, og så trak holdet sig lidt tilbage for at satse på kontraer.
En tiltagende regn gjorde dog forholdene mere fysisk krævende, og dermed overtog de hårdt kæmpende nordirere mere af initiativet. Efter en times spil faldt udligningen, da Lars Olsen sendte en aflevering direkte i fødderne på en modstander. Kent Nielsen forsøgte at trække den nordirske angriber Colin Clarke offside, men for sent, og så stod der 1-1.
Kampen skiftede nu helt karakter. Brian og Michael Laudrup forsvandt ud af spillet, for mod et aggressivt kæmpende hold som Nordirland, samt en knoldet bane, var alle deres spidskompetencer pillet ud af dem. Brødrene blev da også begge skiftet ud i slutningen af kampen, hvor der var brug for arbejdsmænd som Lars Elstrup og John Helt for at holde fast i det ene point.
”Måske er vi bare ikke bedre,” sagde en skuffet Michael Laudrup efter kampen, og pressens påstand om, at en god træner altid formåede at få det bedste ud af et landshold, blev skudt i sænk af, at Sepp Pionteks nye tyrkiske mandskab samme dag tabte 5-0 i Dublin til Irland.
Stadig var det dog mere Richard Møller Nielsen end spillerne, der stod for skud på det danske hold. Frank Arnesen foreslog på TV 2 at udstyre træneren med en manager, for eksempel Arnesens ven Søren Lerby, så der kunne komme styring på forholdet mellem spillere og træner. Richard Møller Nielsens svar var, at den stork, der i sin tid var kommet med Frank Arnesen, måtte have fløjet i selskab med en papegøje, for han talte meget – og det var af samme grund ikke guldkorn, der kom ud hver gang …
Flere danske trænere afviste Arnesens forslag og gav deres fulde opbakning til Møller Nielsen:
”Spillerne må vise respekt for ham, ellers er de ikke nyttige. Spillerne skal koncentrere sig om fodbolden – så skal træneren nok klare offentligheden. Da Ronald Koeman ikke kunne holde kæft i Holland, satte træner Rinus Michels ham af holdet. Idéen om en støttepædagog tror jeg ikke på, for det vil Richard Møller Nielsen næppe kunne leve med. Hvis jeg fik tilbuddet om en sådan, ville jeg gå. Og husk, det tager tid at genopbygge et godt mandskab. Landsholdet fra de glade Mexico-dage kunne skam også spille elendigt,” mindede KB-træneren Jørgen Hvidemose om i Tipsbladet.
I samme medie var den tidligere Brøndby-træner, Birger Peitersen, helt på linje:
”En støttepædagog er ikke anvendelig. Richard Møller Nielsen er træneren. Der må ikke være tvivl om, at det er ham, der bestemmer. Spillerne mangler en klar rollefordeling, men det er ikke klogt at skifte for stort ud før næste kamp mod Jugoslavien,” sagde Peitersen.
HER REGERER TØFTING
HER REGERER TØFTING
Stig Tøftings er Tipsbladets kommentator. Læs hans klummer her.
