Landsholdets kaos: Mytteri og faneflugt

Richard Møller Nielsen havde fire uger til skæbnekampen i Københavns Idrætspark, der samtidig ville blive den sidste landskamp nogensinde i den gamle danske nationalarena. Stadion skulle bygges om, og derfor forventede hele Danmark, at landsholdet tog en værdig afsked med den kampplads, der havde budt på så mange højdepunkter.

Idrætsparken havde i Sepp Pionteks sidste periode udviklet sig til et uindtageligt fodboldfort, faktisk glædede mange statistikere sig over, at seneste nederlag lå otte år tilbage – de glemte så bare den lille fodnote, at det faktisk skete til netop jugoslaverne …

I den europæiske gruppe 4 var stillingen før kampen, at Jugoslavien førte med maksimumpoint efter hjemme at have slået Østrig 4-1. Danskerne var et point efter, så en sejr var helt nødvendig for stadig at være med i kampen om kvalifikation. 

Richard Møller Nielsen manglede dog at finde den formation, der kunne dirke de sikre modstandere op. Jan Mølby var tilbage på holdet, men spørgsmålet var, om han skulle starte inde. Et planlagt ønskeskifte fra Liverpool til Barcelona var i sidste øjeblik gået i vasken, hvilket ikke kunne andet end sidde i kroppen på den skuffede jyde. Samtidig havde landstræneren det problem, at hverken Flemming Povlsen eller Brian Laudrup havde spillet godt på landsholdet i lang tid.

Møller Nielsen tog ofte holdets mest rutinerede spillere med på råd, og to dage før kampen mod Jugoslavien kaldte han Jan Mølby og Michael Laudrup op på sit værelse på landsholdets faste base, Hotel Marina i Vedbæk. De gav deres meninger til kende, og herpå flyttede landstræneren i en rum tid rundt på sine berømte brikker med spillernavne på. Dagen efter kaldte han atter Mølby op på værelset og fortalte, han skulle starte inde, mens Brian Laudrup måtte starte på bænken. Den noget overraskede Liverpool-spiller gik straks ned på brødrenes værelse for at fortælle nyheden, og Brian Laudrup blev så rasende, at han næsten ikke sov om natten.

På træningsbanen næste morgen gav Richard Møller Nielsen sine spillere holdopstillingen, og her var der alligevel blevet plads til Brian Laudrup. Holdet var på papiret offensivt indstillet med Heintze og Sivebæk som wingbacks bag Jan Bartram, Michael Laudrup og Jan Mølby, men Flemming Povlsen blev overraskende trukket tilbage på midtbanen, så kun Brian Laudrup skulle spille helt fremme.

Forsvaret var til gengæld tungt. Lars Olsen, der stadig ikke var helt på niveau med den form, han havde haft inden sin alvorlige knæskade, fik Kent Nielsen og Kim Vilfort som markører, og de skulle få det svært mod de letbenede jugoslaver.

Balkan-holdet kom ellers stærkt handicappet. De på papiret tre bedste spillere var skadede, og da den frygtede Gerd Müller-type Darko Pancev efter ti minutter måtte forlade banen efter en herretackling af Kent Nielsen, lå alt til en oplagt dansk sejr.

Uheldigvis havde jugoslaverne andre strenge at spille på, og det klassiske danske efterårsvejr med regn og rusk trak som i Nordirland flere klasser ud af brødrene Laudrups spil. Jan Mølby blev heller ikke nogen styrmand på midten, og Flemming Povlsen blev skiftet ud allerede i pausen, fordi han fortsat ikke var farlig som i de gode unge dage. 

Netop pausen mellem de to halvlege gav spillertruppen indtrykket af en rystet træner. Det fortæller Jan Bartram i sin selvbiografi ’Løb for livet’.

”Der er en andægtig stilhed i omklædningsrummet, og vi sidder alle med bekymrede miner og afventer trænerens dessiner. Tavsheden er larmende. Richard går rundt som en løve i et bur. Lukket inde i en skal uden kontakt til omgivelserne messer han små lyde, som er han i trance. Enkelte slipper ud som: ’Det her går ikke. Der må gøres noget’,” fortæller Bartram i bogen fra 1998.

Anden halvleg formede sig som første med de utroligt boldsikre jugoslaver i fuld kontrol med kampen. Et kvarter før tid gik danskerne lidt længere frem på banen i håb om at få en afgørende chance, men i stedet slog modstanderne kontra og bragte sig foran. Blot otte minutter senere slukkede backen Robert Jarni for de danske drømme ved at score til resultatet 2-0.

På bænken sad Richard Møller Nielsen apatisk frustreret og kunne se sit hold gå mere og mere i opløsning. Der var intet at indvende mod sejren, selv om en mindre neutral dommer end englænderen Neal Midgley godt kunne havde fundet på at give hjemmeholdet et straffespark i første halvleg. Det var imidlertid spekulationer, for til syvende og sidst havde det bedste hold fortjent vundet topkampen i gruppe 4 på udebane – og tilmed uden deres bedste spillere. 

Måske kunne kampen have udviklet sig anderledes, hvis nogle af de jugoslaviske individualister havde været med. Nu opstod holdet i stedet som en arbejdsom, homogen enhed uden svage punkter – helt i Richard Møller Nielsens ånd og i skarp kontrast til det danske hold, hvor individualisterne havde svigtet.

Reaktionen var hård – fra alle sider. Brian Laudrup erklærede sig lodret uenig med trænerens taktiske dispositioner med kun at spille med én angriber, Michael Laudrup blev i Politiken betegnet som en uengageret, total kikser, og mange medier gjorde opmærksom på, at det ellers så trofaste publikum sidst i kampen taktfast havde råbt efter Sepp Piontek. Richard Møller Nielsen var fåmælt efter det fatale nederlag, men sagde dog til Berlingske Tidende:

”Jeg spekulerer ikke på at gå fra mit job. Jeg gør det så godt, som jeg kan, så må det være op til min arbejdsgiver DBU at afgøre, om jeg gør det godt nok.”

Kun den mest blåøjede matematiker kunne efter kampen mod jugoslaverne fremvise et regneark, hvor Danmark stadig havde en chance for at kvalificere sig til EM, og som en konsekvens deraf stod Jan Bartram bagefter frem og tilbød sin afsked fra landsholdet. Nye folk burde spilles ind mod VM i USA i 1994, og der var ingen grund for ham til at fortsætte, da han også havde planer om et sabbatår fra fodbolden med en jordomrejse forude.

Endnu mere konsekvent var Michael Laudrup. Landets største spiller mente ikke længere, han kunne få sine sportslige ambitioner opfyldt på landsholdet med den nye, defensive taktik, så fremover ville han blot nyde fodbold i Barcelona. Da Brian Laudrup fik den besked over telefonen af en journalist, tog også han efter kort tids tænkepause den foruroligende beslutning at melde fra til landsholdet, men hans argument var meget mere direkte:

”Jeg respekterer Richard Møller Nielsen som menneske, men som træner har jeg overhovedet ingen respekt for ham,” sagde den mest emotionelle af de to Laudrup-brødre til den chokerede presse. Han uddybede med, at landstræneren intet havde at byde på taktisk, ligesom han ikke formåede at sætte et mandskab op til kamp. 

”Selvfølgelig tror jeg ikke, at jeg som 21-årig har spillet min sidste landskamp. Men det bliver altså ikke under Richard Møller Nielsen,” slog Brian Laudrup fast, så det var svært nogensinde at se ham kunne fortryde de ord mod den træner, der en gang havde været hans og hele generationens mand. 

Richard Møller Nielsen var ikke mindre chokeret, men forholdt sig ikke til faneflugten ud over den officielle pressemeddelelse fra DBU:

”Jeg har i går talt med Michael og Brian Laudrup. Begge har over for mig bekræftet, hvad de har sagt til pressen: at de ikke længere vil spille på det danske landshold. Dette har jeg med beklagelse taget til efterretning. Jeg har sagt til dem begge, at de er velkomne, hvis de igen får lyst til at være med. De må da henvende sig til mig. Jeg spørger dem ikke mere.”

Der er siden blevet spekuleret i, om brødrene med deres afbud regnede med at kunne trække så mange spillere med sig fra holdet, at DBU ikke havde andet valg end at fyre Richard Møller Nielsen. Rent taktisk har det været klart for brødrene, at DBU ikke af sig selv kunne tage initiativ til at fyre landets træner oven på Wohlers-forløbet, men hvis spillerne med aktionen havde håbet på ultimativ opbakning, tog de fejl. Tværtimod endte faneflugten med at give Richard Møller Nielsen uventet sympati fra både tilskuere, presse og sågar Hans Bjerg-Pedersen, der efter sin egen ufrivillige ’flugt’ var vendt tilbage som næstformand i DBU. Lyngby-lederen gav ikke en døjt for brødrenes valg, og han gav slet ingenting for den hetz, han følte, pressen gav Richard Møller Nielsen!

Den betragtning var Erik Rasmussen helt på linje med. Rasmussen, der sammen med Jan Bartram og Brøndby-kollegaen Kim Christofte gik for at være blandt de mest intellektuelle spillere på og omkring landsholdet, skrev en bidende kronik i Berlingske Tidende, hvor han især langede ud efter formiddagsaviserne B.T. og Ekstra Bladet. Blandt indholdet kunne man læse om journalister og opgøret mod Jugoslavien:

”Den hensynsløse og usaglige linje, som bliver kørt i sportspressen, forbavser mig gang på gang. Ikke fordi sportsjournalisterne ikke skal have lov til at kritisere spillere og trænere for dårlige præstationer. Det er en del af deres job, og når vi som idrætsudøvere gerne vil roses for gode præstationer, skal vi naturligvis også være parate til at tage imod dårlig kritik. Men kritikken skal gå på os som idrætsudøvere, og ikke som mennesker. Det er usmageligt, når det bliver personlige angreb på os som mennesker. Når journalister begynder at sætte knive i ryggen på personer, som har hjulpet dem til at få stof til deres aviser gennem en årrække. 

At kalde spillerne for tøsedrenge, kujoner, dummernikker og lignende dømmer efter min mening kun sportsjournalisterne selv. Det var tydeligt for os spillere, at Richard var rystet efter kampen mod Jugoslavien. Han vidste, hvad der ventede ham. Han vidste, at pressen ville være over ham som en flok hyæner, der kun ønsker at sætte tænderne i et døende bytte. Langsomt er han blevet bearbejdet, siden han for ca. fem mdr. siden fik jobbet. Nu skulle det fuldendes. Det må have været et umenneskeligt pres for ham. Et pres, der naturligvis ikke har gjort det nemmere at tage de rigtige sportslige beslutninger. Det groteske ved hele polemikken omkring Richard og landsholdet er, at den samlede sportspresse fik det landshold, som den ønskede. Alligevel kigger ingen af dem på sig selv og siger: ”Måske tog vi fejl”. 

I stedet prøver de på at knuse Richard og latterliggøre spillerne. Jeg undskylder på ingen måde den indsats, vi ydede i Parken hin forfærdelige aften. Men jeg vil trods alt påstå, at alle gjorde hvad de kunne. At det så ikke var godt nok, er en anden sag.”

Michael Laudrup var ked af at blive draget ind i hetzen mod Richard Møller Nielsen, og til Politiken gav han et par uger senere en nuanceret forklaring på sin afsked:

”Jeg ved, jeg har et ansvar, og jeg er også parat til at modtage kritik. Jeg ved godt, jeg spillede skidt mod Jugoslavien. Nedturen skyldes primært, at det ikke kører for flere nøglefigurer. Flemming Povlsen og Jan Bartram virker helt ude af trit, jeg har ikke kunnet finde den gamle rytme, og det sammenholdt med, at de øvrige på holdet ikke har individuel styrke nok til at overtage, når vi er ’nede’, betyder et kraftigt fald i kvaliteten. Det må være tydeligt for enhver, at vi ganske enkelt ikke har noget positionsspil på holdet, intet reelt konstruktivt sammenspil. Jeg er ikke specielt nærtagende, men jeg er heller ikke så iskold, at kritikken går ubemærket hen over mig. Og når jeg nu føler – efter otte år på landsholdet – at glæden er væk, må jeg stoppe.”

DBU kaldte til krisemøde, men efter et langt møde var konklusionen, at bestyrelsen gav sin træner fuld opbakning. Unionen beklagede, at tre af landets bedste spillere ikke længere ønskede at være en del af det danske landshold, men det var deres egen beslutning – så måtte man nøjes med de næstbedste.

Mens udsigterne for det danske landshold således var på et historisk lavpunkt siden salig Kurt Nielsen, var Brøndby paradoksalt nok samtidig i gang med at levere det største klubresultat i dansk fodbolds historie. Under Morten Olsens ledelse havde holdet i UEFA Cuppen chokeret ved at slå blandt andet tyske storhold som Eintracht Frankfurt og Bayer Leverkusen ud, og efter sejr i kvartfinalen over Torpedo Moskva skulle holdet i april 1991 forsøge at slå AC Roma i semifinalen. 

Med et hold af lutter tidligere, daværende eller kommende landsholdsspillere var Brøndby efter 0-0 hjemme kun halvandet minut fra at holde de nødvendige 1-1 ude på det selvmål, som Sebastiano Nela havde lavet efter en times spil. Da scorede Rudi Völler et klassisk tysk kludemål, der slukkede for de danske drømme. I stedet kunne Brøndby koncentrere sig om at forsvare mesterskabet i den hjemlige 1. division, der fra nytårsskiftet ville ændre navn til ’Superligaen’.

Ifølge en samtidig Gallupundersøgelse i Berlingske Tidende så ikke færre end 58 procent af danskerne gerne Brøndbys succestræner Morten Olsen som ny landstræner. Godt en tredjedel, nemlig 35 procent, ønskede Sepp Piontek tilbage, mens kun fem procent ønskede at holde fast i Richard Møller Nielsen på pladsen.

Et chefskifte ville ikke være utænkeligt efter den 1. maj, når det danske landshold havde spillet i Beograd mod Jugoslavien. Et nederlag ville definitivt gøre det af med Danmarks chancer i puljen, og dermed ville selv de sidste fortalere for Richard Møller Nielsen i DBU med god ret kunne forsvare en opsigelse. 

Uden brødrene Laudrup gav holdet mod Jugoslavien sig selv. Eneste kanin var Brøndbys elegante midtbanespiller, Kim Christofte, der gik ind på midtbanen i stedet for Michael Laudrup, mens John ’Faxe’ Jensen overtog Jan Mølbys plads, og Superligaens topscorer, Bent Christensen, gik ind som spydspids i stedet for Brian Laudrup.

Jan Bartrams tilbud om at forlade landsholdet var ikke blevet godtaget af Richard Møller Nielsen, der under den sidste træning prøvede Bartram som wingback i stedet for Jan Heintze. Den degradering behagede ikke Heintze, der efter træningen fortalte sin træner, at han ville tage hjem og spille klubkamp for PSV Eindhoven, hvis ikke han skulle starte inde for Danmark.

Det ultimatum kunne Møller Nielsen naturligvis ikke acceptere, og han bad den lettere ophidsede back om at sove på situationen. Men da Heintzes værelseskammerat, Bjarne Goldbæk, næste morgen kom ind til morgenbordet, måtte han fortælle landstræneren, at backen var rejst hjem.

Richard Møller Nielsen blev ifølge Goldbæk ligbleg og begyndte handlingslammet at messe: 

”Det kan ikke være rigtigt, det kan ikke være rigtigt,” men herfra tog træneren sammen med DBU’s generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, affære. Spillerne blev informeret om at holde fuldstændig tæt over for pressen, for kampen var for vigtig til, at holdet skulle tabe koncentration i forhold til, at endnu en spiller havde valgt at forlade den tilsyneladende synkende skude. 

Jim Stjerne Hansen tog kontakt til UEFA, og reglerne var klare. Hvis Jan Heintze i stedet ønskede at spille samme aften for PSV Eindhoven, ville det koste klubben en bøde på en lille million kroner. Danskeren fulgte derfor i stedet kampen – samt udsigten til et års karantæne fra landsholdet – fra klubbens VIP-lounge efter en lang, forgæves dagsrejse mod nordvest.

Muligvis endte den groteske situation i en trodsreaktion fra de danske spilleres side. I hvert fald spillede de den bedste kamp i Richard Møller Nielsens hidtidige periode, og de sejrssikre jugoslaver huskede flinkt at holde fri på den internationale socialistiske kampdag. De store midtbanestjerner Robert Prosinecki og Dejan Savicevic var tilbage på holdet, men holdt for længe på boldene og fordelte dem ikke særligt godt. Efter et kvarters spil havde både Kim Vilfort og John Sivebæk ramt stolperne, så det var ikke ulogisk, at Bent Christensen efter en halv time kunne bringe danskerne foran.

Jugoslaverne gik til pausen med ringen for ørerne, for hjemmepublikummet var ikke tilfreds og gav kraftigt udtryk for det med pift. Da jugoslaverne udlignede fem minutter inde i anden halvleg, kom der tryk på Balkan-kedlerne, og i en kort periode frygtede Richard Møller Nielsen, at hans hold ville kollapse. Men så vendte kampen igen. Flemming Povlsen sendte et drøn af et langskud på overliggeren, og efter 63 minutter gjorte Bent Christensen sig til matchvinder. 

Da den franske dommer, Joel Quiniou, fløjtede kampen af, strøg Richard Møller Nielsen ind på grønsværen for at takke sine udasede spillere. De havde givet alt, og de havde givet deres træner kunstigt åndedræt et stykke tid endnu.

Sæsonen ud skulle holdet komme til at spille som dag og nat. I juni blev Østrig slået 2-1 i Odense – Idrætsparken var som bekendt under renovering – efter en ganske vist elendig kamp, men de to point lagde stadig pres på Jugoslavien. Erik Rasmussen var udtaget til kampen, men syntes ikke, det gav mening, at han som 30-årig skulle sidde på bænken, så ville det efter hans mening faktisk være bedre at spille en yngre mand ind på holdet. 

Rasmussen, der altid har været sin egen herre, havde herpå før kampen sneget sig væk fra spillerhotellet i Nyborg og var taget på natklub i Odense. Her havde han budt en nydelig ung dame op til dans, men uheldigvis havde der været tale om Richard Møller Nielsens datter. Herefter fik Rasmussen ikke udstedt flere balkort til landsholdet.

Senere på måneden var der atter optræk til en fyreseddel, nemlig til landstræneren selv, da det danske landshold sluttede sidst i en miniturnering på svensk grund efter rædselsfuldt spil, og da en venskabskamp mod Island i Reykjavik i september endte 0-0, skrev Berlingske Tidendes sportsredaktør, Jens-Carl Kristensen, traditionen tro meget kritisk om ”flosklernes mester”, Richard Møller Nielsen: 

”Improvisationslyst og blot en antydning af bestræbelser på flydende og effektive kontraangreb, dansk fodbolds tidligere verdensberømte signatur, var blæst helt ud over Islands fiskerigrænse på 200 sømil. Kan det være rigtigt, at træneren i en overdreven respekt for alle modstandere er tilfreds, når bare der ikke bliver scoret mod hans hold?  Sponsorer og tilskuere til Danmarks landskampe er på flugt. Kampene er ikke attraktive længere. Selv tv, der ofte lukker øjnene for negative kendsgerninger for at sælge varen til seerne i en positiv uvirkelighed, er med rette utilfreds med landsholdets ucharmerende anti-fodbold. Og stort set alle trykte medier afspejler nu den kedelige sandhed råt for usødet med diverse kritiske kommentarer fra højtstående DBU-folk. Det fynske bøgetræ er i stormvejr som aldrig før.”

Det fandt landstræneren pludselig for meget, og for første gang i sin regeringsperiode svarede han igen – dog med en påstand om, at han havde beviser på, at artiklen var bestilt arbejde fra DBU-folk. Beviserne ville han imidlertid ikke lægge på bordet, og så fik aviserne atter noget at skrive om …

Heller ikke alle danske spillere huskede det kloge i at koncentrere sig om spillet på grønsværen, så træneren kunne tage sig af udtagelsen og formidlingen med pressen. En skuffet Henrik Larsen var således blevet så fortørnet over at være sat på bænken i kampen mod Island, at han ved den lejlighed fyrede en bredside af, der blandt andet indeholdt forslaget om at fyre ’alle de gamle spillere’. 

I det franske medie France Football udtalte Michael Laudrup herpå, at Danmark ikke længere havde en eneste teknisk begavet spiller, og at landsholdet blev mere og mere fysisk præget i stil med det svenske.  

Mens kritikken således stjal det meste af landstrænerens tid, stjal ukendte gerningsmænd til overflod hans videomaskine og satellitmodtager hjemme i Over Holluf. 

”Jeg er noget stødt over, at tyvene overhovedet ingen nationale hensyn tog, da de valgte tyvekosterne, der er vigtige arbejdsredskaber. Havde de endda bare taget opvasken i stedet for,” sagde Richard Møller Nielsen, der således stadig var i stand til at se humoristisk på en alt for broget tilværelse.

Tre uger efter Islandskampen gjaldt det atter vigtige EM-point, da Færøerne tog imod på ’hjemmebanen’ i Landskrona. Et dansk arbejdshold, inklusive den tilgivne oprører Henrik Larsen, var tændt fra start, og de 4-0 var et godt resultat mod atlantfolket, der forinden sensationelt havde klaret 1-1 ude mod Nordirland.

Læs mere på næste side >