Video : Tipsbladet
Landshold

Landsholdsspillere vil undgå skrækmodstanderen Spanien til VM

Med en plads i tredje seedningslag kan Danmark risikere at møde Spanien fra lag to. Det er en skrækmodstander, mener Andreas Bjelland og Yussuf Poulsen.

Da Peru og New Zealand natten til torsdag dansk tid spillede den afgørende VM-playoffkamp, var der formentlig flere danske øjne rettet i den retning end vanligt. For resultatet ville få betydning for Danmarks VM-chancer.

Hvis New Zealand havde vundet, ville landsholdet nemlig ende i seedningslag to til slutrunden og dermed undgå lande som Spanien, England og Kroatien. I stedet vandt Peru og snuppede altså pladsen i det attraktive seedningslag, så Danmark nu er nede i nummer tre.

Her er det "kun" hold som Island, Sverige og Egypten, vi undgår, og det ærgrer selvsagt landsholdsspillerne. Især udsigten til måske at løbe ind i Spanien huer ikke Andreas Bjelland.

- Det er et grimt seedningslag med mange gode hold, men særligt Spanien skal man stå tidligt op for at matche. Det er skrækmodstanderen. Jeg tænker umiddelbart, at Peru og Schweiz er de to hold, man kunne ønske sig, siger stopperen til BT.

Også landsholdskammeraten Yussuf Poulsen ville gerne have været fri for de tidligere verdensmestre, der vil være "et svært hold at sluge", hvis Danmark trækker dem i gruppespillet.

Om vi gør det, bliver vi først kloge på den 1. december, når FIFA trækker lod til VM-puljerne. Det komplette overblik over seedningslagene ser således ud:

Første lag: Tyskland, Polen, Portugal, Frankrig, Argentina, Rusland, Brasilien og Belgien.

Andet lag: Spanien, Uruguay, Colombia, Schweiz, Mexico, England, Kroatien og Peru.

Tredje lag: Iran, Costa Rica, Egypten, Island, Danmark, Senegal, Tunesien og Sverige.

Fjerde lag: Panama, Marokko, Australien, Japan, Sydkorea, Saudi-Arabien, Nigeria og Serbien


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.