Video : Tipsbladet
Landshold

Landstræner afslører før U21-EM: Udtager bruttotrup på 26 mand

Den danske U21-landstræner fortæller nu, at han har i sinde at udtage en bruttotrup frem mod U21-EM.

Der er kun godt og vel halvanden måned, til det danske U21-landshold tager til Italien for at deltage i U21-EM, hvor landstræner Niels Frederiksens mandskab er kommet i pulje med Tyskland, Østrig og Serbien, og dermed spidser det også til, for der er efterhånden ikke mange kampe igen for talenterne til at vise sig frem.

Men nogle spillere får faktisk lidt ekstra tid til at vise sig frem, for Niels Frederiksen fortæller nu, at han i første omgang udtager en lidt større trup.

- Vi kommer til at udtage mere end 23 mand. Vi udtager 26 spillere, og så skiller vi tre fra. Det giver ekstra folk i den første uge, hvor vi mødes mandag den 3. juni.

- Det gør vi, dels fordi mange byder sig til - vi har en gruppe dygtige, unge spillere - dels fordi vi vil være sikre på at have et fuldt hold i træning. Der kan være folk med småskavanker, og så er der også enkelte spillere, hvor vi skal se, hvor de står, fordi de ikke har spille så meget. Det skaber også lidt ekstra konkurrence. Og når vi føler, vi har mange at vælge imellem, vælger vi 26 mand til at starte med, siger Niels Frederiksen til tipsbladet.dk.

Det bliver omkring den 20. maj, at han udtager sin trup, og spillerne møder altså i udgangspunktet ind den 3. juni. Dermed er der under tre uger, til Niels Frederiksens skal have sat navn på, og han har af gode grunde allerede nu en idé om, hvem det er, han skal have med.

- Jeg er vel et sted mellem 75 og 80 procent afklaret omkring, hvilke spilere der skal udtages. Der er fem-seks pladser, der stadig er i spil. Det kigger vi ekstra på den kommende tid, siger landstræneren, der især har overvejelser omkring spilletid:

- Problematikken er, at der er nogle, der ikke får så meget spilletid. Vi har mange, som kommer fra udenlandske klubber - dem havde vi ikke så mange af for to år siden - men flere slider med spilletiden. Dem, der spiller i Superligaen, spiller hver gang, men dem fra Serie A, Bundesligaen og La Liga giver udfordringer og overvejelser.

De kommende dage går med at få afklaret de sidste spørgsmål omkring truppen.

- Når man ser en skade som den, Joel Kabongo fik, handler det for mig om at få styr på, hvem der er i spil (som afløser på landsholdet, red.). Fra 1-14 i truppen er jeg 100 procent sikker på, dem er der måske ikke så mange grunde til at følge intenst for tiden, men jeg skal have lagt de sidste brikker for dem, der er lidt yderligere i truppen. Så der kigges ekstra nøje på alternativer den næste lille måneds tid, siger Niels Frederiksen, der også indikerer, at han er blevet klogere på nogle af de spillere, der har alderen til at komme med til U21-EM, men som må betegnes som A-landsholdsspillere som Andreas Christensen og Kasper Dolberg:

- Det er jeg ikke officelt. Der vælger jeg at holde kortene tæt til kroppen. Jeg har sagt det før: Jeg vil stille det stærkest mulige hold, ikke med de nødvendigvis 23 bedste. Det skal gå op i højere enhed som hold.

Danmark har en testkamp den 12. juni mod Kroatien - det er den eneste, holdet spiller inden slutrunden, der for Danmarks vedkommende indledes den 17. juni med en kamp mod Tyskland.

Slutrunden bliver også Niels Frederiksens sidste opgave som U21-landstræner, da han har valgt at stoppe efter slutrunden. Han blev ansat tilbage i august 2015 og førte i 2017 Danmark med til U21-EM - her gik holdet ikke videre fra en svær pulje, der talte Tjekkiet, Tyskland og Italien.