Video : Tipsbladet
Landshold

Landstræner før U21-EM: Vi har en kæmpe udfordring

Det danske U21-landshold skal til sommer til EM, og landstræner Niels Frederiksen holder vejret i dette forår, hvor han håber på, at stamspillerne får spilletid.

U21-landsholdet er i pulje med Tyskland, Østrig og Serbien ved sommeren U21-slutrunde, så det er et forår, hvor de danske spillere skal forsøge at vise sig frem for at sikre sig en plads i truppen.

Landstræner Niels Frederiksen håber selvsagt, at han kan udtage spillere i topform, men han holder samtidig vejret, for lige nu kan han spejde rundt i Europa og se danske talenter, der ikke får meget spilletid.

Rasmus Nissen Kristensen varmer bænken i Ajax, Marcus Ingvartsen har det svært i Genk og Mathias Jensen har døjet med skader i spanske Celta Vigo og derfor ikke spillet meget.

- Vi har en kæmpe udfordring i, at nogle af vores bedste spillere, som har været med på holdet i flere år, af forskellige årsager ikke spiller så meget i deres klubber. Og når de ikke gør det, så tager de ikke de nødvendige skridt i deres udvikling, siger Niels Frederiksen til Ritzau om udsigterne for nogle af profilerne.

Allerede den 10. januar ser Niels Frederiksen nogle spillerne an, når han sammen med et U21-ligalandshold tager til Mexico på en træningslejr.

Den træningslejr er dog mest med den næste generation af U21-landsholdsspillere, fortæller Niels Frederiksen til Ritzau, og en af dem, der får chancen for at vise sig frem, er 19-årige Elias Fritjof Sørensen fra Newcastle.