Video : Tipsbladet
Landshold

Landstræneren vil udtage midtbanespiller og angriber

Åge Hareide pønser på at udtage en angriber og en midtbanespiller mere til landsholdstruppen.

Da Åge Hareide mandag på et pressemøde i Brøndby løftede sløret for den trup, der skal repræsentere Danmark i venskabskampen mod Slovakiet og Nations League-kampen mod Wales i september, blev der i første omgang udtaget 21 spillere. Når kampdagene nærmer sig, vil den rød-hvide trup være på 23 mand.

Det vil sige, at landstræneren fortsat mangler at udtage to spillere, og han har en klar ide om, hvad han går efter.

- Det bliver sandsynligvis en midtbanespiller og en angriber, men jeg vil ikke sige mere om det, fortæller Åge Hareide.

Landstræneren fastslår, at han gerne ville have haft lejlighed til at tage et nærmere kig på Philip Billing og Mathias Jensen, men de er begge med U21-landsholdet, der spiller vigtige kvalifikationskampe mod Finland og Litauen. 

Åge Hareide ville desuden gerne have udtaget Pierre-Emile Højbjerg, men nul minutters spilletid for Southampton i de første to kampe er bare ikke nok.

- Jeg håber, at Pierre-Emile får nogle kampe, men han har desværre ikke spillet. Jeg vil rigtig gerne se ham tilbage, for han er et stort talent, men han skal finde sin plads på midtbanen og har ikke spillet så meget. Vi må kigge på andre typer, og vi har en del at tage af, siger Hareide og tilføjer:

- Vi må tænke os om. Vi skal have nogle, som enten banker på døren, eller som er etablerede, kender holdet og ved, hvordan vi arbejder.  Det har vi ikke vurderet endnu, men vi må se på de, som har startet sæsonen godt.  Der er mange, som kun lige er startet og har en eller to kampe i benene. 

Nicolai Jørgensen og Kasper Dolberg er skadede og ikke i betragtning.

- De er ude. Kasper er på træningsbanen, men det ville være uklogt af os at udtage ham. Han har brug for at blive helt klar og spille nogle kampe for Ajax. Nicolai har haft nogle problemer med foden efter VM, fortæller landstræneren.

Hverken Mathias "Zanka" Jørgensen eller Jannik Vestergaard var i kamp i Premier League i weekenden, men de er begge blandt de 21, Åge Hareide udtog mandag. Landstræneren fortæller, at han har været i kontakt med begge spillere, og de er snart kampklare igen.

Christian Nørgaard kan se frem til debut for Danmark.