Lars Jacobsen: Fair med resultatorienteret løsning
DBU's pressechef, Jakob Høyer. Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Landshold

Lars Jacobsen: Fair med resultatorienteret løsning

Spillerforeningen afviser, at man kræver flere penge, som DBU ellers fortalte søndag aften.

DBU meldte søndag aften ud, at forhandlingerne mellem DBU og Spillerforeningen er brudt sammen, og selv om Spillerforeningen har ønske om at forhandle igen mandag, er det langt fra sikkert, at DBU ønsker at gå til bordet. DBU's udlægning søndag aften var, at Spillerforeningen kræver flere penge, selv om de to parter nu er enige om at forhandle kollektivt. Jakob Høyer, pressechef for DBU, fortalte til TV2 Sport, at det er et tocifret millionbeløb, der skiller de to parter ad.

Tirsdag skal landstræner Morten Olsen udtage det landshold, der skal spille testkampe mod USA og Frankrig sidst i marts. Og hvis ikke DBU og Spillerforeningen finder en løsning, kan landstræneren ende med et hold uden de store profiler.

I Spillerforeningen er man dog langt fra enige i DBU's udlægning. Her fortæller Lars Jacobsen, at spillerne ikke har i sinde at kræve flere penge.

- Vi er nødt til at skille tinge ad. Vi har tilbudt en nedgang i vores tilskuerindtægter. Det betyder, at vi har foreslået en struktur, der giver os mindre i forbindelse med venskabs- og kval-kampe. Derimod modtager vi en bonus, hvis vi kvalificerer os til slutrunder, der gavner DBU markant økonomisk, siger Lars Jacobsen i en pressemeddelelse og uddyber:

- Vi synes, det er fair med en resultatorienteret løsning, der hænger sammen med de sportslige resultater, som de danske fans bliver en del af, og som giver mange millioner i kassen til DBU og videre til dansk fodbold, siger han.