Video : Tipsbladet
Landshold

Logistisk kalkulerer DBU med en VM-finale: Det er vi nødt til

Det danske fodboldforbund fragter i denne uge tre ton af diverse ting og sager til Rusland. Det er blandt andet massagebænke og fitnessudstyr. DBU's Christian Nørkjær fortæller her nærmere om planlægningen af slutrunden.

Når man spørger, hvem der er chef for herrelandsholdet i fodbold, vil svaret i langt de fleste tilfælde være landstræner Åge Hareide. Det er trods alt ham, der sætter det hold, der spiller.

Og ja, det er Hareide, der sætter holdet, men faktisk er det en helt anden, der har titel af chef for herrelandsholdet.

Han hedder Christian Nørkjær, og det er ham, der styrer alt det praktiske bag gardinet, også i forbindelse med den kommende VM-slutrunde. Og han lover, at Danmark logistisk er klar til slutrunden - også hvis det skulle ende med at blive en lang deltagelse for Danmarks vedkommende.

- Det kan jeg godt garantere. Vi kalkulerer med at komme i finalen - det er vi nødt til, siger Christian Nørkjær til tipsbladet.dk.

Det fortæller noget om, hvor seriøst man fra DBU's side går til opgaven. At man ikke har i sinde at blive overrasket. Det er blandt andet også derfor, at man i denne uge fragter tre ton med en lastbil til Rusland.

- Det er alt muligt. Mange af tingene er til vores sundhedsstab - bænke, de behandler på og andre remedier. Der er også en del ting til vores fysiske trænere, og så er der hele tøjdelen, der er enorm, når vi er så mange mennesker. Det er både fritidstøj og kamptøj. Der er også energidrikke, energipulver og you name it. Mængderne er lidt voldsomme. Vi taler også om hele opbygningen af vores players lounge med Playstation og jeg ved ikke hvor mange spil og skærme, siger Christian Nørkjær.

Helt praktisk har han også skullet koordinere i forhold til at sikre sig visum til Rusland. Der er nemlig krav om fremmøde for at få visum, og det er ikke så nemt, når spillerne spiller på diverse adresser i Europa.

- Når man som fan køber en billet til VM, kan man få et fan-id, der gælder som visum, men det kan man ikke som spiller eller stab, så der har vi skullet gennem hele visum-processen. Vi har ikke så mange spillere, der er bosiddende her i Danmark, så det har været ekstremt rent administrativt at få det til at stemme.

- Vi har gjort det, at vi har lavet et samarbejde med den russiske ambassade og en virksomhed, der var sammen med os sidst, hvor vi var samlet med landsholdet i forbindelse med Panama og Chile-kampene. Vi fik ordnet det meste der. Og ellers er det at få hevet folk ind - det er kun personligt fremmøde, der tæller, siger Christian Nørkjær og forklarer, at man fra DBU's side har allieret sig med hjælp, hvis der skulle komme en hastesag:

- Jeg tror, vi har styr på dem alle (der er udtaget), og er der så et par enkelte, er der en aftale om, at lige så snart, de møder ind, er det at køre ind, og så er det ordnet på en dag eller to. Der kan aldrig opstå en situation, hvor nogen ikke har et visum.

DBU's nye chef for herrelandsholdet har været ansat i DBU i to og et havlt år. Før det var han ansat i FC Nordsjælland.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.