Video : Tipsbladet
Landshold

Mål-Mæhle rygtes til storklubber: Kæmpe klap på skulderen

Joakim Mæhle rygtes til klubber som Atletico Madrid og Manchester United, og U21-landsholdsbacken ser rygterne som et klap på skulderen.

At der sidder et hav af talentspejdere på lægterne til U21 EM-slutrunden i Italien er næppe nogen overraskelse. Talentspejderne på stadion kunne torsdag aften se Joakim Mæhle score to mål, da Danmark slog Østrig med 3-1. 

Om det var de to mål eller hans flotte sæson generelt, der har lokket, vides ikke, men ifølge B.T. har klubber som Manchester United, Sevilla og Atletico Madrid øjne på backen med mål i støvlerne. Genk-backen tænker ikke meget over rygterne, men han tager dem alligevel som en ros.

- Det er selvfølgelig et kæmpe klap på skulderen. Jeg er utrolig beæret over, at det er sådan nogle klubber, mit navn er sat i forbindelse med. Men jeg kender det kun som interesse - eller det gør jeg ikke engang, det gør jeg først nu. Jeg har selvfølgelig hørt nogle af dem før, men der er meget forskel på, om der er interesse eller noget konkret, siger Joakim Mæhle til B.T. 

Joakim Mæhles næste chance for at få læderet i nettet er på søndag, hvor Serbien venter i den sidste kamp i gruppen.