Video : Tipsbladet
Landshold

Måltyven Mæhle var tæt på at skrotte fodbolden efter skadeshelvede

Tomålsskytten fra torsdagens U21-sejr over Østrig, Joakim Mæhle, forklarer, at han for bare tre år siden var tæt på at droppe drømmen om at blive professionel fodboldspiller efter en lang periode med skader.

Joakim Mæhle stjal alle overskrifter, da det danske U21-landshold tog et vigtigt spadestik i kampen om at sikre avancement fra gruppespillet ved sommerens U21-EM slutrunde. Højrebacken, der i kampen mod Østrig var henvist til venstrebacken, lavede to kasser i 3-1 sejren. 

Den gode præstation kommer dog ikke som nogen overraskelse. 21-årige Mæhle har nemlig spillet en kanon sæson i Genk, hvor han med sine 54 kampe, fire mål og ti assists virkelig har bidraget til, at holdet sikrede det belgiske mesterskab. 

Men sproler man tiden tre år tilbage, var det faktisk en helt anden situation, Joakim Mæhle stod i. På daværende tidspunkt var han på randen til at skrotte drømmen om at blive proffessionel fodboldspiller, fordi den halvanden års periode med skader havde sat ham bag i køen til at få en plads i AaB's førsteholdstrup. Ifølge Mæhle var drømmen om at blive professionel i AaB forsvundet. 

- Jeg tænkte, at min drøm om at blive professionel i AaB var forsvundet. Det havde jeg indstillet mig selv og min familie på. Jeg var klar til at tage til USA på et scholarship for at prøve noget helt andet, siger han ifølge DR.

Mæhle forklarer, at han heldigvis fik et opkald fra talentchefen, som tilbød ham en fuldtidskontrakt. Noget Lars Søndergaard, der var cheftræner i AaB på daværende tidspunkt, sidenhen har beskrevet som værende på det sidste mandat. 

Nu buldrer karrieren af sted for Mæhle, som med al sandsynlighed er blandt de startende 11, når U21-landsholdet spiller sidste gruppekamp kl. 21:00 søndag mod Serbien.