Video : Tipsbladet
Landshold

Mancini efter Portugal-nederlag: Vi skal tage flere chancer

Italiens landstræner, Roberto Mancini, efterlyser mere risiko fra sine spillere, efter en sløj start på UEFA Nations League og på livet som italiensk landstræner.

Italien missede kvalifikationen til sommerens VM-slutrunde, og efter det stod klart, blev den rutinerede manager Roberto Mancini hentet ind som ny landstræner.

Han har dog ikke fået en drømmestart som landstræner. Italien har kun vundet én ud af fem kampe under Roberto Mancini, en testkamp mod Saudi Arabien, og Italien står noteret for et point efter to kampe i UEFA Nations League efter et uafgjort resultat mod Polen og et nederlag til Portugal mandag aften. 

Det er på mange måder et nyt landshold, Italien har, hvor ikke en eneste verdensmester fra triumfen i 2006 er tilbage. Roberto Mancini er dog stadig optimistisk på Italiens vegne, men han efterlyser mod fra sine spillere, hvis bøtten skal vendes.

- Det er klart, at vi ikke kan lide at tabe, men spillerne skal tage flere i chancer i kampene for at få noget erfaring. Ellers tager det lang tid at komme tilbage på det niveau, der forventes af Italien. Det bliver svært, men det betyder ikke, at vi ikke kommer til at prøve, sagde Roberto Mancini på pressemødet efter nedlaget til Portugal. 

Italiens spydspids, Simone Zaza, har dog en mere simpel formel til sejre. 

- Når alt kommer til alt, handler det om, at vi skal score mål. Portugal er forsvarende Europamestre, og vi dominerede kampen flere gange. Men hvis vi ikke scorer mål, er det usandsynligt, at vi kommer til at vinde eller blot spille uafgjort, sagde Simone Zaza efter Portugal-kampen.

Italien skal forsøge at komme tilbage på sporet, når de den 10. oktober møder Ukraine i en venskabskamp.