NRGi Park mere end halvt fyldt mod USA
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Landshold

NRGi Park mere end halvt fyldt mod USA

Når Danmark i morgen tager i mod USA i Aarhus, vil det blive for øjnene af et lidt mere end halvt fyldt NRGi Park. Foreløbig er der solgt på den gode side af 10.000 billetter.

Billetsalget til venskabskampen mod USA gik længe ret trægt. Potentielle tilskuere vidste ikke, om de ville få Danmarks bedste spillere eller en flok middelmådige amatører at se, og derfor tøvede mange med at sikre sig adgang, før konflikten mellem DBU og Spillerforeningen faldt på plads.

På plads er alle aftaler nu, og det har sat skub i billetsalget. Der er blevet solgt over dobbelt så mange billetter som for et par uger siden, og DBU's kommunikationschef, Jacob Høyer, oplyser til TV2 Østjylland, at man har afsat 10.300 sæder.

- Vi kan se, at der er solgt et par tusinde billetter efter i lørdags, hvor konflikten blev løst, så det har haft en positiv effekt på billetsalget, og det er vi selvfølgelig glade for, siger Jacob Høyer.

Der kan være lige i underkanten af 20.000 tilskuere på NRGi Park i Aarhus, hvorfor halvvejsmærket altså er nået. Kommunikationschefen håber dog, at der fortsat bliver solgt nogle billetter frem mod kampen, som starter klokken 20.15 i morgen.

- Det kommer også an på vejret. Hvis det er skidt vejr, er der sikkert mange børnefamilier, der foretrækker at se kampen i tv. Men vi håber til det sidste, at der kommer fuld tryk på kedlerne.