Godt nok er alle de store navne som Daniel Agger, Christian Eriksen og Nicklas Bendtner udtaget, men det er fortsat usikkert, om de stiller op, når det danske landshold den 25. og 29. marts møder henholdsvis USA og Frankrig i to testkampe. Der er fortsat ingen landsholdsaftale på plads mellem DBU og Spillerforeningen, og nu fortæller Ekstra Bladet, at der er en tredje part, der har meldt sig ind i spillet om pengene.
Ifølge Ekstra Bladet har Divisionsforeningen meldt sig ind i konflikten og kræver en del af kagen. Divisionsforeningen repræsenterer klubberne, og her mener man, at klubberne har de kommercielle rettigheder til spillerne, og at spillerne ikke kan overdrage rettighederne til Spillerforeningen.
Og hvad betyder det så konkret?
DBU startede forhandlingerne med håbet om at få spillerne til at skrive individuelle aftaler, men det nægtede spillerne, og siden har DBU accepteret at forhandle kollektivt med Spillerforeningen om rettigherne til spillerne. At Divisionsforeningen nu melder sig ind i forhandlingerne med kravet om, at de har de kommercielle rettigheder på spillerne, kan betyde, at forhandlingerne skydes tilbage til nul.
Angiveligt skulle DBU-bestyrelsen torsdag aften have været indkaldt til et hastemøde for at tale om de seneste oplysninger og krav.