Video : Tipsbladet
Landshold

Ny assistenttræner for U21-landsholdet: Det er sgu vildt

Det er ikke meget mere end tre uger siden, at Steffen Højer blev fyret som cheftræner i Viborg FF - i dag er han præsenteret som assistenttræner for U21-landsholdet.

DBU løftede onsdag formiddag sløret for, hvem der skal afløse Niels Frederiksen og hans trænerteam omkring U21-landsholdet efter, at EM-deltagelsen sluttede med to sejre i gruppespillet.

Det blev den tidligere assistent-træner i Brøndby IF, Albert Capellas, der træder til som cheftræner for U21-landsholdet, men ved sin side får han Steffen Højer, der indtil for få uger siden jagtede oprykning til Superligaen som cheftræner i Viborg FF. 

Den jagt kiksede og førte 3. juni til en fyreseddel i Viborg. Men det nye job blev præsenteret for ham få dage efter. 

- Det er sgu vildt nok. For godt tre uger siden havde jeg ikke andet i hovedet end at vi skulle i Superligaen og var vanvittigt skuffet over, at det ikke blev til noget. Så kom der en fyring oven i, men det var mest skuffelsen over, at oprykningen kiksede, der fyldte rigtigt meget.

- Så gik det hurtigt derfra, da der var flere, der ringede – og ikke kun herfra. Men jeg havde brug for at trække vejret og finde ud af det hele. Det er en hård verden, men det er på samme tid en fed verden, som jeg hurtigt fandt ud af, at jeg fortsat gerne vil være en del af, siger Steffen Højer ved DBU's pressemøde, hvor han og Albert Capellas er præsenteret som det nye team i spidsen for U21-landsholdet.

Steffen Højer har ikke haft de mindste problemer med overvejelserne om at gå fra en rolle som cheftræner til nu at blive assistent. 

- Jeg er assistent på en måde, hvor jeg er en del af et team, der skal arbejde med top-top-talenterne. At jeg så også får lov til at arbejde med Albert, der har den erfaring, som er tilfældet, gør det kun mere fedt.

- Albert kommer med sine ideer, og dem skal jeg samle op. Den måde han gerne vil spille fodbold på er der rigtigt mange spiller, der gerne vil spille – altså den boldbesiddende, flotte fodbold. Det kan man kun med rigtigt dygtige spillere. Jeg synes da også, at vi i Viborg spillede flot fodbold, men der var også situationer, hvor vi kneb den hjem på andre måder. Men den måde, som Albert gerne vil spille, skal jeg bakke rigtigt meget op om, lyder det fra Steffen Højer.

Det nye U21-teams første opgave er en testkamp mod Ungarn og en kvalifikationskamp mod Rumænien i kvalifikationen til EM i Ungarn og Slovenien i 2021