På et pressemøde i Parken har DBU og Spillerforeningen netop meddelt, at man har fundet fælles fodslag om en ny aftale for landsholdet. Således fortsætter både A-landsholdet, U/21-landsholdet og kvindelandsholdets spillere uden at skulle oversidde nogen kampe, som det ellers var frygtet.
DBU's direktør Claus Bretton-Meyer indledte pressemødet med at kalde det en rigtig god dag for dansk fodbold. Han indrømmede, at forhandlingsforløbet udadtil ikke har set pænt ud, men understregede, at forhandlingerne har foregået i et professionelt miljø. En pointe, som Spillerforeningens direktør, Mads Øland, støttede op om.
På dbu.dk skriver fodboldforbundet, at aftalerne med de tre landshold samlet set giver en årlig besparelse på cirka 17 procent svarende til tre millioner kroner om året.
Ifølge DBU's hjemmeside omfatter den nye landsholdsaftale desuden:
Større bonusaftaler for landsholdene i tilfælde af kvalifikation til EM- og VM-slutrunder
Fleksibilitet og samarbejde om de kommercielle aktiviteter for landsholdsspillerne
Satsregulering på honorar og forsikring
Bedre forsikringsordninger for alle tre landshold
Indgåelse af særlig social klausul i alle tre landsholdaftale