Video : Tipsbladet
Landshold

Onuachu hjalp Nigeria videre til kvartfinalen

Det blev til de sidste minutter for Paul Onuachus vedkommende, da Nigeria slog Cameroun ud af Africa Cup of Nations.

Mens FC Midtjylland-mandskabet er i fuld gang med at forberede sig til den kommende sæson, så er Paul Onuachu med det nigerianske landshold til Africa Cup of Nations, hvor man er nået til ottendedelsfinalerne.

Her stod Nigeria lørdag aften overfor Cameroun, hvor det blev til en 3-2-sejr til Onuachu og Co.

Her var det endvidere en kamp, hvor Cameroun havde den tidligere AaB-spiller Christian Bassogog med fra start til slut. Helt så meget fik Onuachu ikke, da det blot blev til de sidste fem minutter af den ordinære spilletid plus tillægstiden.

Nigeria kom bedst fra start, da Ighalo efter 19 minutters spil fik skrabet bolden over stregen til 1-0. I minutterne lige inden pausen vendte billedet dog fuldstændig, så det begyndte at se sort ud for Nigeria. Først udlignede Camerouns Bahoken efter et indlæg fra Bassogog, mens N'Jie gjorde det til 2-1.

I anden halvleg slog Nigerias super-ørne dog igen, og efter 63 minutters spil sendte Ighalo igen bolden over stregen, og da Iwobi tre minutter senere gjorde ham kunsten efter, så var Nigeria på vej i kvartfinalen.

Det hjalp Onuachu til med i de sidste minutter, hvor han blev sendt ind for at hjælpe i højderne og med at køre sejren hjem. 

FC Midtjylland har desuden deres nyindkøb Sory Kaba med ved turneringen endnu, hvor han tørner ud for Guinea, som møder Algeriet i deres ottendedelsfinale søndag.