Optakt: Danmark – Brasilien
Landshold

Optakt: Danmark – Brasilien

Det er egentlig ganske simpelt. Danmark er med sikkerhed videre med et enkelt point, mens et nederlag gør dem afhængige af resultatet i gruppens anden kamp.

Kampfakta:
Spillested: Fonte Nova Arena, Salvador
Dommer: Alireza Faghani (Iran)
Kampstart: Klokken 03:00 (DK tid)
På tv: DR1

Holdnyt:
Danmark:
Robert Skov scorede både Danmarks og gruppens første mål, da Sydafrika søndag nat blev besejret med 1-0. Et resultat der betyder, at danskerne lige nu topper gruppen, men som ikke giver nogen sikkerhed om kvalificering, for findes der en vinder i kampen mellem Irak og Sydafrika, så skal Danmark med al sandsynlighed ud at have point mod værterne.

Et enkelt point vil dog med garanti sende Danmark videre og til at få det resultat i hus, kan landstræner Niels Frederiksen glæde sig over at have samtlige spillere til rådighed. Casper Nielsen sad over i sidste kamp med en skade, men landstræneren fortæller til tipsbladet.dk, at han forventer, at han er med i truppen til kampen mod Brasilien.

Mod Sydafrika gled spillet rent offensivt langt bedre end mod Irak, og selvom Brasilien er af en anden kaliber, så er taktikken fra det danske landshold, at der ikke skal forsvares i 90 minutter.

Det kan åbne op for, at vi ser en udskiftning i startopstilling til kampen. Emil Larsen fungerede ikke som afløser for Casper Nielsen, mens både Robert Skov og Jacob Bruun Larsen var et frisk pust, da de blev skiftet ind.

Rent defensiv så det også fornuftigt ud mod Sydafrika, og det ligner derfor et genvalg til de bagerste fire.

Brasilien:
Værtsnationen vil så gerne vinde det OL-guld, de endnu aldrig har vundet, men de første to kampe i gruppen har langt fra levet op til egne forventninger. I begge kampe er de gået fra banen med 0-0 og buh-råb, og de er nu i reel fare for at ryge ud af OL allerede i gruppespillet.

Mod Irak havde de endnu engang et klart overtag i spil og chancer, men det var tydeligt, at de forreste stadig har det svært med for alvor at få det til at klikke.

Gabriel Barbosa havde flere gode aktioner midt på banen, men ligesom resten af holdkammeraterne løb det meste ud i sandet, når de nærmede sig det irakiske mål. Heller ikke Neymar fik sat sit aftryk på kampen, og der var generelt store frustrationer at spore på det brasilianske hold.

Mod Danmark må landstræner Rogério Micales undvære midtbanespilleren Thiago Maia, der er ude med karantæne. Hans afløser kan blive Barcelonas Rafinha, der dog heller ikke havde nogen stor kamp, efter han kom ind mod Irak.

Karantæner:
Danmark: Ingen
Brasilien: Thiago Maia

Bud på startopstillinger:
Danmark: Højbjerg – Desler, Gomes, Gregor, Blåbjerg – Bruun Larsen, Maxsø, Jønsson, Børsting – Vibe, Brock Madsen
Brasilien: Weverton – Zeca, Marquinhos, Caio, Santos – Augusto, Rafinha, Anderson – Barbosa, Jesus, Neymar

Vidste du, at...:
Danmark og Brasilien mødtes ved OL i München i 1972? Ved den lejlighed blev det til en dansk sejr på 3-2 på mål af Per Røntved og to gange Allan Simonsen.

Dom: 
På et eller andet tidspunkt må Brasilien få det til at fungere, men Danmark har en mulighed, hvis de kan bryde værternes spil og på den måde frustrere dem. I kampen mod Irak begyndte de brasilianske fans at juble af modstanderne som en trods reaktion, og får de først fansene i mod sig, kan det blive rigtig svært. Vi tror dog på, at Neymar og holdkammeraterne opper sig og henter en sejr. 2-1.