Video : Tipsbladet
Landshold

Optakt: Georgien - Danmark

Efter pligtsejren over Gibraltar venter endnu en "must-win"-kamp for det danske landshold.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: Boris Paichadze Dinamo Arena, Tibilisi 
Dommer: Francois Letexier, Frankrig
På TV: Kanal 5
Hashtag: #geodan #landsholdet

Holdnyt:
Georgien:
Georgierne har ikke været i aktion i EM-kvalifikationen, siden holdet tabte 1-5 til Danmark i Telia Parken, så det danske landshold må fortsat sidde solidt på rygraden hos spillerne. Det er nok meget godt. Der er i hvert fald plads til forbedring i forhold til opgøret i København.

Der blev stille i Telia Parken, da Randers FC-profilen Saba Lobjanidze midtvejs i første halvleg udlignede Kasper Dolbergs føringsmål, men som kampen skred frem, var gæsterne chanceløse. 

Derfor er Danmark narturligvis også favoritter søndag aften, selv om opgøret nu spilles i Tibilisi.

Georgien har hidtil haft en EM-kvalifikation nogenlunde, som man kunne forvente. De slog Gibraltar, men har tabt til Irland, Schweiz og Danmark. Det bliver helt sikkert på fjerdepladsen, georgierne slutter i puljen.

I forhold til den seneste kamp mod Danmark har Georgiens landstræner vraget Esbjerg-spilleren Lasha Parunashvili, men Saba Lobjanidze er naturligvis udtaget og skal igen forsøge at score på Kasper Schmeichel. Holdet må undvære midtbanemanden og anfører Jaba Kankava, der afsoner karantæne efter et gult kort i Telia Parken.

Georgien varmede op til Danmark-kampen med en venskabskamp mod Sydkorea torsdag aften. Det opgør endte 2-2. 

Danmark:
Det danske landshold høstede tre ventede point i Gibraltar, og det blev lige præcis så overkommelig en opgave, som det var ventet. Danmark vandt med tenniscifrene 6-0, og det hele startede planmæssigt med en tidlig scoring af Robert Skov. Det var en kamp lige efter vikarierende landstræner Jon Dahl Tomassons drejebog.

Mens Danmark spadserede sig til en sejr over Gibraltar, spillede Irland og Schweiz 1-1 i Dublin, og det kunne ikke have været bedre for landsholdet, der på mange måder havde en perfekt torsdag aften.

Danmark har nu scoret 15 mål, og det gør de rød-hvide til et af de mest scorende hold i hele kvalifikationen. Målregnskabet kan komme i spil, så det er bestemt en fordel for landsholdet.

En anden ting, sygemeldte Åge Hariede kan glæde sig over, er, at rigtig mange danskere bidrager med mål. Hele 10 forskellige spillere har scoret i de første fire kampe.

Jon Dahl Tomasson har forud for søndagens opgør mod Georgien varslet ændringer i startopstillingen. Han vil ikke afsløre, hvor på banen ændringerne kommer til at ske, men det kan meget vel være på højreback, hvor Henrik Dalsgaard kan erstatte Daniel Wass.

Karantæner:
Georgien: Jaba Kankava
Danmark: Ingen

Bud på startopstillinger:
Georgien (4-5-1):  Loria - Kakabadze, Kashia, Grigalava, Kharabadze - Lobjanidze, Kiteishvili, Ananidze, Aburjania, Qazaishvili - Kvilitaia

Danmark (4-3-3): Schmeichel - Dalsgaard, Kjær, Christensen, Stryger Larsen - Højbjerg, Delaney, Eriksen - Skov, Gytkjær, Poulsen

Profilen:
Simon Kjær spillede sæsonens første kamp mod Gibraltar torsdag aften, og det er tydeligt, at der lige er lidt rust, der skal bankes af landsholdsanføreren, som tidligere på ugen skiftede fra Sevilla til Atalanta. Mod Gibraltar kunne han slippe af sted med det, men spillede ikke en god kamp. Han skal gøre det bedre mod Georgien. 

Vidste du, at..:
Georgiens landstræner Vladimir Weiss har også mødt Danmark som landstræner for Slovakiet. Det var en i en venskabskamp tilbage i 2011, og ved den lejlighed vandt danskerne 2-1. Michael Krohn-Dehli blev matchvinder.

Dom:
Georgien er bedre end Gibraltar, men Danmark er store favoritter søndag aften, og alt andet end en sejr vil være fiasko for Jon Dahl Tomasson og co. Danmark havde let spil i Telia Parken mod Georgien, og så nemt bliver det ikke denne gang. Georgierne er noget bedre hjemme i Tibilisi end på fremmed græs, men det spænder ikke ben for en dansk sejr. Danmark vinder 2-0 over Georgien.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: