Video : Tipsbladet
Landshold

Optakt: Gibraltar - Danmark

Danmark møder en af Europas svageste fodboldnationer torsdag aften tæt på en landingsbane.

Kampfakta:
Kampstart: Torsdag klokken 20.45
Spillested: Victoria Stadium, Gibraltar
Dommer: Jonathan Lardot, Belgien
På TV: Kanal 5
Hashtag: #gibdan #landsholdet

Holdnyt:
Gibraltar:
Med et befolkningstal på rundt regnet 34.500 bor der færre mennesker i Gibraltar, end der gør på Bornholm. Lige bag Victoria Stadium, hvor torsdagens opgør spilles, er der en landingsbane. Anfører Roy Chipolina arbejder til dagligt som tolder. 

Sådan kunne man remse mange facts op, der klart understreger, hvor beskeden Gibraltar er som nation og som fodboldnation. 

Gibraltar blev medlem af UEFA i 2013 og har dermed ganske få år på bagen som fodboldnation. Og de vinder ikke så mange kampe, men de vinder dog nogle. Siden fodbold-fødslen for seks år siden er det blevet til fire sejre - over Malta, Letland, Armenien og Liechtenstein.

I den igangværende EM-kvalifikation har Gibraltar tabt alle tre kampe uden at score, og det er mere end tvivlsomt, om lilleputnationen overhovedet kommer på tavlen i denne kvalifikation.

Gibraltars største nederlag i historien er 0-9 til Belgien i august 2017.

Danmark:
Det danske landshold smed nogle dumme point på hjemmebane mod Irland i seneste landskampsrunde, men slog tilbage med en sikker sejr over Georgien. Torsdag skal der sættes tre stensikre point ind på kontoen.

Danmark må undvære Åge Hareide, der har problemer med knæet efter en operation, og det betyder, at Jon Dahl Tomasson vikarierer som landstræner. 

Selv om Danmark torsdag mod Gibraltar og tre dage senere mod Georgien møder de to svageste hold i puljen, tager landstrænerteamet ingen chancer, og alle de bedste spillere er blevet udtaget. Dermed skal Gibraltars amatører altså op imod velbetalte stjerner som Christian Eriksen, Kasper Schmeichel og Thomas Delaney.

Danmark er før de kommende landskampe nummer to i puljen efter Irland, der dog har spillet én kamp mere end danskerne og to mere end Schweiz på tredjepladsen. Netop Irland og Schweiz møder hinanden torsdag aften.

Karantæner:
Gibraltar: Ingen
Danmark: Ingen

Bud på startopstillinger:
Gibraltar (4-2-3-1): Goldwin - Sergeant,  R. Chipolina, J. Chipolina, Olivero -  A. Hernandez, A. Hernandez - Coombes, Walker, Pons - De Barr

Danmark (4-3-3): Schmeichel - Dalsgaard, Kjær, "Zanka", Stryger Larsen - Schöne, Eriksen, Delaney - Poulsen, Dolberg, Braithwaite

Profilen:
Liam Walker er med 39 landskampe den spiller, der har optrådt flest gange for Gibraltar, og han er en af de bedre spillere på holdet. Walker har scoret mod både Grækenland og Letland i sin landsholdskarriere, og han har kun oplevet at blive skiftet ud to gange for Gibraltar. Walker er også én af få spillere fra Gibraltar, der har haft en karriere i udlandet. Offensivspilleren kan både skrive Portsmouth og israelske Bnei Yehuda Tel Aviv på CV'et.

Vidste du, at..:
Da Gibraltar spillede sin første officielle landskamp mod Slovakiet tilbage i 2013, var det blandt andre med den tidligere Manchester United-spiller Danny Higginbotham på holdkortet. Den daværende landstræner Alan Bula tøvede ikke med at bruge spillere, der havde en familiemæssig tilknytning til Gibraltar. Det blev dog ikke så godt modtaget i det lille samfund, og de følgende landstrænere har ikke fulgt samme opskrift.

Dom:
Danmark vinder, det er der slet ingen tvivl om. De rød-hvide skal gå efter at tanke masser af selvtillid og få føjet nogle mål til kontoen, som kan vise sig afgørende, når regnskabet gøres op til sidst.

Det vil klæde de danske spillere at gå til opgaven med fuld koncentration og uden at undervurdere Gibraltar, men under alle omstændigheder skal det nok blive tre danske point til slut. Vi gætter på, at Danmark besejrer Gibraltar med 5-0.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: