Video : Tipsbladet
Landshold

Optakt: Schweiz - Danmark

Vejen til EM 2020 med mulighed for to kampe på hjemmebane starter tirsdag aften i Basel for det danske landshold.

Kampfakta:
Kampstart: Tirsdag klokken 20.45
Spillested: St. Jakob Park, Basel 
Dommer: Damir Skomina, Slovenien 
På TV: Kanal 5
Hashtag: #landsholdet #fordanmark

Holdnyt:
Schweiz:
Det schweiziske landshold er nummer otte på FIFA's verdensrangliste og dermed to pladser højere placeret end Danmark. Umiddelbart er styrkeforholdet mellem Schweiz og Danmark minimal, og det er da også gruppens to forhåndsfavoritter, der tørner sammen allerede i første runde.

Schweiz har siden 2014 været trænet af Vladimir Petkovic, og han har ført landet til to slutrunder ud af lige så mange mulige. Ligesom for Danmarks vedkommende blev ottendelsfinalen endestationen ved VM, da holdet tabte 0-1 til Sverige. Schweizerne imponerede for alvor i gruppespillet ved at få 1-1 i åbningskampen mod Brasilien.

I UEFA Nations League endte Schweiz som gruppevinder i en pulje med Island og Belgien, og holdet viste især sin klasse, da det lykkedes at besejre et stjernebesat belgisk mandskab med 5-2. Derudover bød Nations League på en storsejr på 6-0 over Island. At holdet dog svinger i præstationerne understreges blandt andet af, at det kun er et par måneder siden, at Schweiz tabte 0-1 på hjemmebane til Qatar i en venskabskamp.

Det schweiziske landshold føres an af stjerner som Granit Xhaka, Stephan Lichtsteiner, Breel Embolo og Xherdan Shaqiri, men Danmark slipper for Shaqiri, der har forladt landsholdslejren med en skade. Det samme har Haris Seferovic, mens Admir Mehmedi har døjet med sygdom op til kampen mod Danmark.

Schweiz indledte EM-kvalifikationen med en på 2-0 ude over Georgien lørdag. Forsvarsspiller Fabian Schär er ude af opgøret mod Danmark, da Newcastle-spilleren fik en hjernerystelse mod Georgien.

Danmark:
Der venter en kæmpe gulerod for Danmark, hvis landsholdet kommer i mål med kvalifikationen til EM. Det vil medføre to EM-kampe i Parken, og det kan meget vel være en mulighed, der aldrig opstår igen.

Opgøret mod Schweiz er den første af betydning for Danmark siden gruppesejren i Nations League, og der venter Åge Hareides tropper en vanskelig opgave. Landsholdet kan dog fortsat klamre sig til en lang periode som ubesejrede. Torsdagens 2-2-kamp i Kosovo var kamp nummer 25 uden et nederlag - fraregnet vikarlandsholdets nederlag i Slovakiet og nederlaget til Kroatien i straffesparkskonkurrence ved VM.

Det er en opløftende statistik for det danske landshold, men opløftende var præstationen i Kosovo ikke. Danmark leverede en blodfattig indsats og var heldige med at få uafgjort med fra Pristina. Åge Hareide sparede en del stamspillere i kampen, men reserverne greb ikke for alvor chancen.

Danmark fik Robert Skov på skadeslisten allerede inden, at landsholdet blev samlet, og han blev afløst af Jacob Bruun Larsen. FCK-topscoreren er foreløbig den eneste spiller, der er blevet skadet i optakten til kampen mod Schweiz. 

Karantæner:
Schweiz: Ingen
Danmark: Ingen

Bud på startopstillinger:
Schweiz (4-2-3-1): Sommer - Lichtsteiner, Elvedi, Akanji, Rodriguez - Xhaka, Zakaria - Embolo, Mehmedi, Zuber - Gavranovic

Danmark (4-3-3): Schmeichel - Dalsgaard, Kjær, "Zanka", Stryger Larsen - Schöne, Eriksen, Delaney - Poulsen, Jørgensen, Braithwaite

Profilen:
Breel Emoblo blev regnet som et af Europas helt store talenter, da han tittede frem i FC Basel, hvor han debuterede en måneds tid efter sin 17 års fødselsdag. I 90 kampe for hjemlandets største klub scorede Embolo 31 mål, og det kastede i sommeren 2016 et skifte til Schalke 04 af sig. Den tyske storklub betalte angiveligt 150 millioner kroner for teenageren, der var meget længe om at komme i gang i Tyskland, men nu er han fyldt 22 og har bidt sig fast på et Schalke-mandskab, der er i krise i denne sæson. Breel Embolo har været skadet i en stor del af sæsonen, men nu er han i topform og skal nok volde Danmark problemer tirsdag aften.

Vidste du, at..:
Danmark har én gang tidligere mødt Schweiz i et opgør på St. Jakob Park i Basel. Det var helt tilbage i juni 1953, hvor det blev til en overbevisende dansk sejr på 4-1. Det seneste opgør mellem de to nationer daterer sig tilbage til 1999, hvor Danmark vandt 2-1 i Parken. Den nuværende assisterende landstræner Jon Dahl Tomasson blev matchvinder. 

Dom:
Schweiz er hæmmet af fraværet af profilerne Xherdan Shaqiri og Haris Seferovic, og det er en kæmpe fordel for Danmark. Det bliver formentlig en meget tæt kamp, hvor Åge Hareide godt kunne finde på at indstille holdet meget defensivt, da uafgjort vil være et glimrende resultat at få med fra kvalifiaktionens sværeste udekamp. Vi gætter på, at Schweiz ikke får held med at nedbryde den danske defensiv, og da Danmark med sikkerhed ikke kommer buldrende frem, ender det 0-0 i Basel. 

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: