Optakt: Tyskland U21 - Danmark U21
Landshold

Optakt: Tyskland U21 - Danmark U21

Det danske landshold har kniven for struben efter nederlaget til Italien. Kampen mod Tyskland skal ganske enkelt vindes.

Kampfakta:
Kampstart: Onsdag klokken 20.45
Spillested: Krakow Stadium, Polen
Dommer: Serdar Gözübüyük, Holland
På TV: Kanal 5
Hashtag: #tysdan #u21em

Holdnyt:

Tyskland:
Det tyske landshold kom fint fra land ved U21-EM, hvor holdet vandt med 2-0 over Tjekkiet. De offensive profiler Max Meyer og Serge Gnabry kom begge på tavlen, og eneste malurt i bægeret var et misbrugt straffespark fra Davie Selke.

Tyskerne kan med en sejr over Danmark spille sig frem til en regulær gruppefinale mod Italien, der besejrede Danmark, og derfor er det også ventet, at holdet kommer i stort set samme opstilling som mod tjekkerne. Eneste mulige ændrig er på højrekanten, hvor Mitchell Weiser kan blive fjernet fra startopstillingen til fordel for Maximilian Philipp, der i den kommende sæson er Dortmund-spiller.

Forsvarsspiller Niklas Stark havde problemer mod Tjekkiet, men meldingen går på, at han bliver klar til opgøret mod Niels Frederiksens danske hold.

Danmark:
Det blev ikke den ønskede eller håbede start for det danske landshold, der tabte med 0-2 til Italien. Der var enkelte muligeder for Danmark, men der var ikke en finger at sætte på den italienske sejr. Man sad med fornemmelsen af, at der var et gear ekstra i det italienske hold, der i vanlig stil trak sig tilbage på banen, da holdet kom foran med 1-0.

Nu venter så en kamp, hvor der kan være bedre muligheder for Danmark på grund af den måde, både Danmark og Tyskland spiller på. Tyskerne vil længere frem på banen og angribe, og det kan give muligheder for Danmark i kontrafasen.

Niels Frederiksen må gøre sig nogle tanker om offensiven, hvor Marcus Ingvartsen ikke spillede sin bedste kamp, og hvor holdet ikke skabte meget mod Italien. Retfærdigvis skal det sige, at det var under svære vilkår mod en yderst stærk italiensk defensiv.

Det er ventet, at Jakob Blåbjerg vender tilbage til startopstillingen, efter han måtte melde fra til Italien-kampen med sygdom. Og ellers bliver det interessant at se, om Niels Frederiksen vælger et lidt mere offensivt udtryk, eller om han holder fast i et komptakt udtryk i et opgør, hvor Danmark er pisket til sejr, hvis drømmen om en semifinaleplads skal holdes ved lige.

Karantæne:
Tyskland: Ingen
Danmark: Ingen

Bud på startopstillinger:
Tyskland (4-2-3-1): Pollersbeck - Toljan, Stark, Kempf, Gerhardt - Arnold, Dahoud - Philipp, Meyer, Gnabry - Selke

Danmark (4-4-1-1): Højbjerg - Holst, Banggaard, Maxsø, Blåbjerg - Hjulsager, Nørgaard, Vigen, Børsting - Andersen - Ingvartsen

Profilen:
Maximilian Arnold er kaptajn på det tyske U21-landshold, og selv om han ikke har haft den bedste sæson med Wolfsburg i Bundesligaen, er det en rigtig fin spiller, Danmark kommer til at stå over for.

Arnold er en god leder, en slider og en spiller, der i første kamp skulle have sparket et straffespark mod Tjekkiet, men i stedet tillod angriber Davie Selke at tage sparket. Dejligt uselvisk. Selke endte dog med at misbruge straffesparket, så mon ikke Arnold sparker selv næste gang.

Vidste du, at..:
Da Danmark for to år siden gik videre fra gruppespillet ved U21-EM, var Danmark også i pulje med Tyskland. Dengang var det danske hold næstbedst. Tyskerne vandt med 3-0 på to mål af Kevin Volland og et enkelt af Matthias Ginter. Af de spillere, der ventes at starte for Tyskland, er det kun Max Meyer og Serge Gnabry, der spillede mod Danmark dengang for to år siden.

Dom:
Der er ingen tvivl om, at det bliver en svær kamp for det danske landshold, der er underdogs. Større overraskelser er selvfølgelig set i fodbold, men alle de danske spillere skal spille op til deres maksimum, mens det tyske landshold skal spille under niveau, for at det kan ende med en dansk sejr.

Med den nye turneringsstruktur, hvor der er tre grupper, og hvor kun én to'er går med de tre gruppevindere til semifinalen, kræver det en dansk sejr over Tyskland, hvis holdet skal gøre sig forhåbninger om en semifinale.

Det har vi svært ved at se være mulig, for tyskerne kommer med stjernespillere fra Bundesligaen, men de største danske profiler er fra Superligaen eller den næstbedste række i England, eksempelvis.

Vi forudser en forholdsvis sikker tysk sejr på 3-0.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: