Video : Tipsbladet
Landshold

Paul Onauchu starter sandsynligvis inde for Nigeria

Paul Onuachu fra FC Midtjylland ser ud til at få en startplads for Nigeria, når de møder Egypten i denne uge.

FC Midtjyllands lange angriber Paul Onuachu havde landsholdsdebut mod Seychellerne i fredags, og nu ser det meget ud til, at den målfarlige nigerianer får mere spilletid for 'Superørnene'.

Det fortæller Nigerias tyske landstræner Gernot Rohr i ved et pressemøde forud for kampen mod Egypten tirsdag.

Uden at nævne Paul Onuachus navn var det tydeligt, at det sandsynligvis ligner en plads i startopstillingen for FCM-angriberen, når holdet går på banen mod egypterne.

- Ighalo er ikke klar til at starte inde, men han vil være på bænken til kampen. Vi har derfor nye spillere med mod Egypten. En ny angriber og en ny forsvarer. Vi vil gerne se nye spillere, ligesom vi også gerne vil spille god fodbold, fortæller Rohr.

Derudover kommer han ind på, at begge målmænd vil komme i kamp mod Egypten, hvor Ekpeyi får første halvleg, mens Ezenwa får anden halvleg af opgøret, skriver Completesports.com.

I Paul Onuachus landsholdsdebut blev det til en 3-1-sejr i Africa Cup of Nations, hvor han nåede at få de sidste 26 minutter af kampen. Nu ser det altså ud til, at der kommer en del flere landsholdsminutter i benene for FC Midtjylland-spilleren.