Riddersholm melder sig ud af landstrænerkampen
Foto: Ernst van Norde/Polfoto
Landshold

Riddersholm melder sig ud af landstrænerkampen

Tidligere U/17-landstræner og nuværende FC Midtjylland-træner Glen Riddersholm er ikke interesseret i jobbet som landstræner i denne omgang.

Michael Laudrup er bookmakernes helt store favorit, når Dansk Boldspil-Union skal finde afløseren for Morten Olsen, der stopper som landstræner i sommeren 2016, hvor kontrakten med DBU udløber. I den hjemlige Superliga er Ståle Solbakken bookmakernes største favorit, og nordmanden ville i sidste uge ikke forholde sig til snakken om et eventuelt landstrænerjob. Også Glen Riddersholm - der er vej mod et dansk mesterskab med FCM - er i toppen hos bookmakerne, men DBU skal ikke regne med at få Riddersholm i denne omgang.

Den 42-årige FCM-træner - der er tidligere U/17-landsholdstræner - melder sig nemlig ud af kandidatfeltet, fordi han vil fokusere på sin klub FCM.

- På den korte bane er det ikke noget, jeg er interesseret i. Jeg har så mange ting med Midtjylland, jeg gerne vil nå, siger Glen Riddersholm til tipsbladet.dk.

Chefen for Superligaens suveræne tophold fik for en måned siden store roser af landstræner Morten Olsen, der til Herning Folkeblad fortalte, at han er imponeret over det, Glen Riddersholm har skabt i FCM, hvor der er et klart og tydeligt koncept.

- De har en strålende træner. Glen er en kløgtig og god træner, der ved, hvad han vil. De har et klart koncept, som de kører igennem. Udefra ser det ud, som om de har mange faste aftaler, og at spillerne er sat godt ind i den måde, de vil spille på, har Morten Olsen udtalt til Herning Folkeblad.

Selv om Glen Riddersholm melder sig ud af kandidatfeltet i denne omgang, falder roserne fra landstræner Morten Olsen bestemt ikke for døve ører. De rosende ord modtages med kyshånd og sendes tilbage til Olsen.

- Det er dejligt at få et anerkendende klap på skulderen af sådan en trænerkapacitet. På mange parametre er Morten Olsen et forbillede. Han er en taktisk begavelse, en inspirator, og jeg har aldrig lagt skjul på, at han er den klart bedste landstræner. Han har kun de spillere til rådighed, der udvikles i klubberne, og med de arbejdsvilkår har han præsteret fantastisk, siger Riddersholm og fortsætter:

- Han kommer til at have et fantastisk eftermæle, og jeg er helt på linje med Daniel Agger: Morten Olsen fortjener respekt og anerkendelse, og hans arbejde skal bestemt ikke nedgøres. Vi skal huske, at vi har at gøre med en mand, der i over 30 år har været en del af DBU som spiller og landstræner, så jeg synes sagtens, vi kan smække janteloven langt væk - som de gør i de sydlige lande - og så behandle Morten Olsen med den respekt, han fortjener, siger Glen Riddersholm.

Med 11 kampe igen af Superligaen fører FC Midtjylland med 11 point ned til FC København på andenpladsen. Der er landskampspause den kommende weekend, og Morten Olsen har faktisk efterudtaget Erik Sviatchenko fra netop FCM, efter Daniel Agger meldte afbud i fredags.