Video : Tipsbladet
Landshold

Robert Skov melder afbud til landsholdet: Erstattes af Dortmund-komet

Superligaens topscorer kommer ikke til at debutere for A-landsholdet i denne omgang. Han har meldt afbud til de kommende landskampe med en skade og bliver afløst af Jacob Bruun Larsen.

Robert Skov kunne have gjort debut for A-landsholdet i den kommende samling, hvis han var kommet på banen, men det bliver der ikke noget af. Han har meldt afbud med den skade, som han fik, da FC København slog Hobro IK i går.

FC København skriver på sin hjemmeside, at Superligaens topscorer forventes ude i "de kommende par uger." Dermed kan han måske blive klar til, at mesterskabsspillet begynder på den anden side af landskampspausen.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, for jeg havde set frem til at være en del af A-landsholdet til de kommende kampe, men sket er sket. Heldigvis er det ikke en alvorlig skade, og jeg må bare arbejde videre, når jeg er tilbage, og så håber jeg, at chancen kommer igen, hvis jeg gør det godt for FCK. Nu bruger jeg bare min energi på at blive hurtigt klar igen, siger Robert Skov til fck.dk.

I hans sted har landstræner Åge Hareide indkaldt Jacob Bruun Larsen, der har fået sit helt store gennembrud for Borussia Dortmund i denne sæson. Her har han spillet 24 kampe i alle turneringer.

Han kan, ligesom Robert Skov kunne, få sin debut, hvis han kommer på banen i testkampen mod Kosovo på torsdag eller i EM-kvalifikationskampen mod Schweiz om otte dage.

Det betyder samtidig en lille rokade på U21-landsholdet, som Bruun Larsen var indkaldt til. Her har Niels Frederiksen indkaldt AaB's Rasmus Thellufsen i stedet. Derudover er Jacob Pryts blevet skadet, hvilket baner vejen for Oskar Snorre.