Rooney: Tidligere spillere er jaloux på Englands succes
Foto: Catherine Ivill/Getty Images
Landshold

Rooney: Tidligere spillere er jaloux på Englands succes

Landsholdspensionerede Wayne Rooney fortæller, at andre tidligere landsholdsspillere har svært ved at acceptere, at det nu går godt for det engelske landshold

Der har altid været store forventninger til det engelske landshold, som dog også altid har haft svært ved at leve op til dem. Men i år gik det faktisk næsten over forventning, da Three Lions spillede sig helt frem til semifinalen ved VM i Rusland.

Her var legenden Wayne Rooney ikke med, da han stoppede på det engelske landshold sidste år. I torsdag fik han dog lov til at sige farvel til de engelske fans i hans 120. og sidste landskamp. I løbet af de 120 kampe nåede han aldrig at vinde noget med landsholdet, hvilket han selvfølgelig gerne ville.

Han er dog ikke jaloux på holdets nuværende succes, men det er der faktisk andre tidligere landsholdsspillere, der er. Uden at sætte navn på fortæller han nemlig, at ikke alle har lige nemt ved at acceptere, at landsholdet har succes uden dem på holdkortet.

- Det er forkert. Jeg er ikke sådan. Jeg er fan nu, og jeg vil have, at England klarer sig godt. Jeg kender nogle tidligere spillere, som jeg har snakket med, og de kan ikke affinde sig med, at England gør det godt nu.

Selvom det ikke blev til trofæer, kan Wayne Rooney alligevel prale af, at være den mest scorende landsholdsspiller gennem tiderne. Han føler da også at han gav alt, hvad han havde gennem sin karriere.

- Jeg vil ikke sige, at jeg fortryder ikke at vinde et trofæ med England. Jeg har givet alt, når jeg spillede for England, og jeg prøvede at gøre os succesfulde. Nogle gange er det bare ikke nok. Jeg havde min tid, og det gik ikke så godt, når det kom til trofæer.

Wayne Rooney havde en lang og flot karriere hos særligt Manchester United, hvor han også holder målrekorden. I dag tørner han ud for DC United i amerikanske Major League Soccer.